Berlin 2009 - fra en superglad debutant!

Den første marathon er en stor oplevelse, ligesom min første halve, men første kvarte, min første 7 km og min første 5 km i øvrigt. Jeg kan huske dem alle - det var sejre hver og en.

Marathon"skalpen" tog jeg i Berlin, og hvis der er nogen der går og overvejer OM man skal løbe maraton, og HVOR man så skal gør det første gang så kan jeg armt anbefale Berlin. Det er et helt utroligt godt arrangeret løb.

Vi indledte dette års løb med et lille "frühstücklauf" dagen før - fra Charlottenburg til det olympiske stadion med de blå baner. Der var en fantastisk stemning til dette lille hyggeløb, vi slap en flok balloner ved start, som så fantastiske ud deroppe på den klare blå himmel. Vi lavede bølge hvergang vi krydsede en vej og det ser altså fantastisk ud, når der er flere tusinde med i sådan en bølge. Alle var i godt humør - nogle hollændere løb i honolulu-bastskørter, en dansk pige i tuborg øldåseskørt, en skaldet tysker med et flag plantet lige midt i hovedet som et flag plantet i en rund bakketop . Han havde i øvrigt modvind! Vi andre havde ingen vind - men løb den korte tur ind op til stadion, hvor der ventede en æresrunde før arrangørerne bød på morgenmad. Vi hørte, at der var 5556 danskere tilmeldt dagen efter.v Det gør vel Berlin Marathon til det største danske marathon overhovedet!

Dagen efter var det anderledes alvor. Ondt i maven af bare spænding, intet andet, nerver på, men vi var i god tid. Vi havde tanket pasta indtil flere gange dagen før og vi kunne ikke være bedre forberedte. Tidligt op, müsli, plaster de strategiske steder, tøjet var klart, uret på, og vejrudsigten viste (stadig ved 5. check) 25 grader i skyggen omkring kl 12-13. På vores lokale station stod to guider og hjalp med "direction" kendetegnende for løbet - der var bare STYR på sagerne.

Vi kom ud til startområdet, hvor alt var godt arrangeret, opbevaring af omklædningstøj i afspærrede telte, vand osv osv. Der var bare SAa mange løbere (40700 stk) - med startnumre efter forventet sluttid. Jan og jeg havde "opgraderet os" fra kategori G (nye løbere der ikke havde løbet Berlin før, samt deltagere med sluttid på over 4:15) til kategori F (den store kategori med alle "under 4 timer" løberne). Det klarede vi ved tilmeldingen uden problem - så er tippet givet videre. Opvarmningen stod 5 piger for. Så blev der sagt velkommen til Berlin Marathon på 15 sprog - og så gik starten kl 9. Der gik mellem 4 og 5 minutter før jeg nåede startlinien, men de føltes som sekunder! Jeg har aldrig løbet i så stort et løb før. Vi var vel 30 "på linie" ved starten, det tyndede senere ud, men aldrig var vi vel mindre end 5 "ved siden af" hinanden der var bare rigtig mange der løb ca lige så hurtigt som jeg. Det gav trængsel ved væskedepoterne - specielt de første, som jeg af samme grund sprang over - jeg drak egne medbragte forsyninger de første 20 km.

Der var 70 bands udkommanderet langs ruten og nogle af dem var helt suverænt gode. Jeg vinkede til de fleste og fik ofte et smil, et vink eller et trut med "på vejen" det gav god energi! Det samme gjaldt alle de danske tilskuere - her gør dannebrog på Hvalsø løbeklubs trøje sig altså godt. Vi danskere fik en rigtig god opbakning undervejs. Løbet var varmt - alt for varmt. Så det gjaldt om at drikke tilstrækkeligt - og det lykkedes fint for mig. Ingen berlinmur - men den er jo også revet ned for snart længe siden. Man kunne i øvrigt kende det tidligere øst på de sjove "rød mand" og "grøn mand" i trafiklysene. De første 30 gik som en leg - efter 33 var det ukendt land for mig, og hastigheden gik noget ned. Jeg følte selv at jeg løb enormt hurtigt, men uret fortalte noget andet. jeg nuppede lidt energi ved 35 - og det gav krudt i benene ved 37-38 km, men holdt ikke til mål, så de sidste to km gik rigtig langsomt. På det tidspunkt havde jeg opgivet 4 timers målet, og gik nu efter den gode oplevelse - ikke noget med at gå ned på de sidste km. Det lykkedes, jeg løb hele vejen, og fik medalje om halsen . Mange dejsede om i varmen på de sidste 7 km, vi så senere en der knækkede med 50 meter til mål - synd, men det var altså også helt utroligt varmt.

Et godt løb, hvor jeg løb med Jan, men desværre ikke mødte nogle af de andre Hvalsø løbere. Mit kamera gik i udu - så jeg har desværre ingen billeder, men en fantastisk oplevelse rigere er jeg helt klart. Hermed er Berlin giver videre til alle andre nye mulige debutanter (og rutinerede selvfølgelig) - på med skoene, ruten er flad - men det er oplevelsen ikke- tværtimod.

vi ses i farten - Flemming

Der blev afviklet en del løb denne søndag, hvor september viste sig fra sin allerbedste side - måske bare ikke for løberne.

Friløbet blev løbet i varm og stillestående luft med masser af sol. Denne gang var der noget mere styr på det og det var egentlig et meget rart løb. Jeg hørte en enkelt råbe mit navn ved spurten men ellers mødte jeg ikke nogen fra Hvalsø Løbeklub. På resultatlisten kan jeg se 2 andre, så resultaterne er som følger:

HCAndersen Marathon i Odense, hvor der er spottet 2 deltager på resultatlisten:

Så blev der også løbet Marathon i Berlin, hvor følgende er tilmeldt under Hvalsø Løbeklub:

Hvis der har været flere deltagere på de forskellige løb, så send mig en mail på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og kom med på listen.

Håber også at der kommer beretninger fra de forskellige løb.

Så er IN Kvindeløbet flyttet til Amager Strandpark og det blev afviklet i et fornuftigt men noget blæsende vejr. Der var dog medvind på den strækning, hvor der løbes helt ude ved vandet! Der var mange deltagere og en hel del tilskuere, så det var et vellykket arrangement.

Vi var 4 fra Hvalsø Løbeklub og resultaterne ser således ud:

Først fra PiaC, så Linda Alonso der i år lukkede løbet, så Ann - siden fra Linette - til sidst fra Lars M. - mon ikke flere følger?

Pia Christiansen:

Skovløber Marathon 2009 - Pias beretning.

Det hele startede længe før Skovløberen 2008, da Ann Vibe meddelte, at hun ville løbe marathon i skoven. Jeg tilbød at slå følge med hende fra Højen og hjem, da det ellers kan være en ensom tur. Da hun løb i mål fik jeg tårer i øjnene - og besluttede, at det ville jeg også prøve!

Sommeren 2009 er gået med overvejelser: skal - skal ikke. Det er vendt under mange løbeture med Nanni og Ann, og der er skrevet mange mails både for og imod. Den endelige beslutning blev taget for en måned siden - og så stod vi på listen!

Planen var klar: Læg langsomt ud - sænk eventuelt farten midtvejs og slut af med overskud til smil og armene i vejret! En sluttid på under 5 timer var succes.

I praksis betød det 6:20 pr km så langt det kunne holde, og så måtte tiden vise resten. Aftalen blev at Ann, Nanni og jeg skulle følges et stykke, men vi skulle løbe hvert vores løb. Jeg ved jo godt, at de begge to kan løbe hurtigere end mig, så jeg havde indstillet mig på mange kilometer alene. Karoline havde tilbudt at løbe med mig fra Højen og hjem, hvilket jeg havde taget imod med kyshånd.

Starten går og vi lægger os bagerst i feltet men lægger alligevel for hurtigt ud. Vi har fået følgeskab af en debutant (!) fra Roskilde, og efter 5-6 km bliver Ann og Nanni venligt men bestemt sendt frem så vi kan få lov at løbe uden at blive trukket op i fart. Noget inden Avnstrup er hende fra Roskilde ikke med mere og lige efter Avnstrup overhaler jeg den første mand. Det er altid motiverende at arbejde sig op igennem feltet, så jeg fortsætter mit ensomme løb med fornyet mod. På de næste 18 km må jeg se mig nødsaget til at gå op af et par bakker - bare de sidste meter for ikke at få helt tilsyrede lår.

Lige inden Højen overhaler jeg to mænd mere og løber så op mod Højen, hvor Karoline venter på mig for at følge mig resten af vejen. Jeg må sige, at det gav fornyede kræfter at få selskab på de sidste 11 km.

Det er fantastisk at møde det første et-cifrede kilometerskilt, for "hvor svært kan det være at løbe under 10 km"! Det kan trække mange tænder ud, skulle jeg hilse og sige, men Karoline var enormt støttende og opmuntrende, så langsomt men sikkert blev der kortere og kortere tilbage. En mand i sort trøje bliver indhentet og overhalet. Og endnu en mand i rød trøje blev overhalet. Endelig kom asfaltstykket af Skovvejen, og så er man der jo næsten! Jeg fik gåsehud over hele kroppen og tårer i øjnene, da målportalen dukkede op og jeg kunne høre alle jer klappe og råbe! Det var stort at gennemføre og det var rigtig dejligt at mærke glæden hos jer andre!

Sluttelig vil jeg lige sige tak til alle heppere og hjælpere undervejs - uden jer havde det næsten ikke været muligt.

Og en endnu større tak til Karoline for støtte og opbakning - jeg var nok kommet hjem alligevel, men det var en rigtig stor hjælp at blive fulgt den sidste fjerdedel.

Mit personlige succeskriterium var at gennemføre under 5 timer - og min tid blev 4:50!

Til alle jer der overvejer at løbe marathon i skoven kan jeg kun sige: Prøv det!

Linda Alonso:

AnnVibe Jürgens:

Aarets Skovløber..

Sidder stadig TUNGT i kroppen, og det er viljen mere end lysten der driver mig hen til tastaturet..

Men altså.. Vejret startede for os maratonentusiaster med lidt regn. Det stoppede dog hurtigt, og vi, der lå sidst i feltet, løb og småsnakkede om hverdagens trakasserier. Vi havde en plan - havde vi! 6.20/km. Det holdt vi slet ikke - vi løb for hurtigt, og ikke længe efter første væskedepot begyndte Pia - på kærlig vis - at bede Nanni og jeg om at forsvinde. Så det gjorde vi efter endnu et par km. Snakken var efterhånden også forstummet.. Da der var 25 km igen hørte vi startskuddet gå til ½ maratonløbet, og blev enige om, at vi vist aldrig fik skåret de ca. 25 min. af tiden der skulle til for at kunne følges med den halve distance. Jeg har ikke rådført mig med Nanni om den næste km, men faktum er, at ved 24 km igen løb Nanni ikke længere lige bag mig. Så var det bare 24 km alene hjemover.

En hjælper havde talt os og råbte at jeg var nr. 4. JUHUU. Da jeg havde løbet 23 km råbte en anden hjælper, at jeg sagtens kunne hente nr. 3. Uha, det gav tempo! Jeg løb næste km på 5.45! Men SAa kom højen - forfærdeligt. Total syre op og ned af trapperne. Vibekes fotos taler sit tydelige sprog ;o) Værre blev det lige før Valdemarsvej, hvor der er en bakke der ikke skræmmer os synderligt andre lørdage, men som måtte forceres gående. ØV. Omvendt var det også på disse 3 km før og efter højen at jeg overhalede andre med gule numre. Et par skalpe i bæltet giver altid lidt ekstra motivation! Resten var ren vilje - og hjælp fra Ricky, som kom cyklende.

________________________________________________________________________________________________________

Løbsberetning fra en ydmyg nybegynder på ½ Marathon.: Linette Højland:

Med blytunge lårmuskler krabber jeg mig hen til PC for lige at give mit lille bidrag til hyggelæsning på løbeklubbens hjemmeside. Det er kun anden gang. i min 1 - årige løbekarriere, at jeg deltager i et 1/2 Marathon.

Nå, men efter mine tre første træningslørdage i løbeklubben hvor jeg har løbet hhv. 15-17- og 19,5 km i forrygende hyggeligt selskab med megen snak og latter sammen med rare mennesker fra sidste togvogn, var jeg da efterhånden klar til at udfordre skæbnen ved at deltage i ½ skovmaraton.

Dagen oprandt med spænding. Det var lidt svært for mig at finde ud af hvornår jeg skulle spise.. skulle jo løbe midt i min sædvanlige frokosttid. Jeg har fra træningsdagene fundet ud af at en lille bid energibar omkring de 10 km og igen på 15 km lige giver et pift. Så løbebæltet blev pakket med lidt ekstra vand, energibaren i fint udskårne stykker og mp3 afspilleren med de sidste nye hit.

På parkeringspladsen ved Netto møder jeg den første glade Hvalsøløber, der venligt viser vej til hallerne og indskrivning. Udenfor hallerne står flere med de blå trøjer og også en enkelt fra togvognen, der med et stort smil byder velkommen. Fin service og hurtig ekspedition i hallen. Ud til torvet og fælles opvarmning. Det var jo lidt overskyet med enkelte byger så hvad skal man tage på? Jeg hader at fryse og glemmer hvor meget jeg kommer til at svede, så jeg har alt for meget tøj på. Noget af det var der plads til rundt om livet - men øv hvor er det til irritation når trætheden sætter ind. Så næste gang husker jeg en rygsæk (også med skiftetøj så man kan holde ud at klappe de øvrige (på de længere strækninger) i mål.

Så er løbet lige ved at blive skudt i gang og med ønsket om et godt løb til og fra de omkringstående i blå trøjer går det løs. Jeg har en hemmelig plan på baggrund af mine tider på 5 og 10 km. Planen holder de første 4 km. Men der er jo (VILDT) mange stigninger, så allerede ved 5 km er jeg et par minutter bagud i forhold til planen. Nå op med tempoet så må det indhentes inden 10 km. Har bare ikke lige taget højde for at de der væmmelige stigninger varer ved, så ved 8 km må jeg lige ned og trippe. Indtager en af mine småbidder . Tænker den er god at have indenbords inden den højeste bakke. Bliver overhalet af Karin der omsorgsfuldt spørger om jeg er OK. Bakken bestiges nogenlunde, men den trækker tænder ud. Bliver overhalet af Anne-marie, der har overskud til at ønske fortsat godt løb, inden hun spurter af sted (og hun har lige løbet ½ maraton forinden !)

De næste 4-5 km går nogenlunde. Trætheden melder sig, Er ved at skvatte over et par knolde og vrider halvt om på den ene fod. Men ingen alvorlige skader, blot forbrug af en masse energi. Kommer forbi samaritterne som er travlt optaget af en af de yngre maratonløbere, der er drattet om. Heldigvis ser han ud til at være ved bevidsthed. Tænker det er trygt, at der er hjælp i nærheden, hvis der skulle blive behov for det. 7 km tilbage, ja med lidt vilje ser det ud til planen holder. Kan mærke jeg er ved at være sulten. Ikke et godt tegn, så lige ned at trippe igen og pakke en bid ud. Ind i munden kommer den for blot at vokse til dobbelt størrelse, ned vil den ikke. Tager i stedet lidt saft ved næste depot, men det smager ikke godt. 5 km før mål, sølle 5 km, de værste 5 km nogensinde. Pludselig er lårene blytunge - kan dårligt løfte dem selv når jeg kapitulerer og går. Ved næste hjørne sidder hjælperne. Kan lige mande mig op til at "løbe" forbi mens de klapper og kommer med opmuntrende bemærkninger. Så ned igen. Siger til mig selv at det hele forgår i hovedet. Så jeg prøvet at forestille mig, at jeg spurter de sidste tre km. Men benene har deres eget IKKE-liv. Bliver overhalet af endnu 2 omsorgsfulde Hvaløsløbere, der prøver at heppe mig med. Tak for forsøget.!! De tre sidste km tager 30 minutter. FÆLT.

Sur og på tudegrænsen kommer jeg i mål - hilses af Eva og Linda der kommer med trøstende ord.

Nu efter en god nattesøvn har jeg overskud til at grine lidt af det hele. Så på trods af en underlig rolatortrængende gangart i dagens løb, tænker jeg, at min første ½ skovmaraton var alle tiders træning. For hvor har jeg lært meget og især at det er vildt fedt at jeg er blevet medlem af lørdagsløberne og er i så godt selskab. Jeg bliver også lidt stædig så nu har jeg lige meldt mig til powerade ½ maraton om 3 uger . Så jeg håber at vi ses i farten J

Mvh Linette

Lars Merrald :

For 7. gang afholdtes Skovløberen, og for 7 gang løb jeg (Lars Merrald) den hele marathon på de kuperede og til tider smalle stier i Storskoven. Læs beretning her...

Hvalsø Løbeklub stillede i år med 12 løbere på den lange distance - og mange flere på de kortere. Så vidt jeg så kom de fleste godt igennem bakkerne - utrolig flot, og dejligt at så mange Hvalsø Løbere bakker op !!

Igen havde jeg valgt at lade pulsen bestemme mit tempo. Garmin uret var sat til at vise gns. Pace og gns puls per omgang af 5k for ikke at blive alt for forstyrret af bakkerne. Jeg ville holde pulsen på max 157 på første halvdel, og derefter lade benene bestemme tempoet.

I år var målet at løbe under 3 timer, men det skulle hurtigt vise sig at være en meget svær opgave. Jeg havde gættet på at Michael Gundmann og jeg selv ville løbe jævnbyrdigt, og vi lagde da også først fra land nede i byen.

Den første bakke blev forceret i roligt tempo, som vi så langsomt øgede til lidt hurtigere end 4:15 per km da vi kom ind i skoven. Frontgruppen var på hele 5 løbere som fulgtes ad til andet depot, hvor 2 faldt lidt tilbage, mens en valgte at holde sig lidt bag de lokale på første halvdel af løbet.

Halvmarathon blev passeret på 1:30:00, og jeg indså at målet ikke kunne nåes - anden halvdel er en del mere kuperet og svært løbet sammenlignet med første.

Michael skruede lidt op for tempoet og løb stadig meget let på dette tidspunkt, og ved 26k omkring Lerbjerg måtte jeg slippe, og ønske Michael god tur. Det var ingen 3. løber at se bagude, så hvis blot jeg kunne finde et fornuftigt tempo til de sidste hårde kilometer regnede jeg med at kunne holde andenpladsen.

Efter Gyldenløveshøj var afstanden til Michael øget til ca. 1:30, mine ben havde det OK men jeg løb også væsentlig langsommere nu. Der blev også brugt mere tid ved depoterne, og jeg fik indtaget energidrik eller vand hver gang. På det åbne stykke ved Avnstrup var der visuel kontakt med Michael, og det virkede som afstanden nu blev mindre !!

Ved Avnsø kunne jeg passere, selvfølgelig i noget højere tempo lige ved overhalingen, og ved depotet lige efter røg vandet i håret, inden de sidste 2k hjem ad Skovvej. Tempo øgningen gav ondt i maven og tendens til krampe i lårene på sidste kilometer, men heldigvis var afstanden nu stor, og Michael vist mere mærket af turen end jeg.

Endnu en gang var Skovløberen nedkæmpet, og vi kan glæde os over at der er et helt år til næste gang vi skal over alle bakkerne samme dag igen.

Mellemtider & puls

Det skal bemærkes at man ikke kan regne 100% med tallene på grund af usikkerhed på GPS målingerne, og den sidste tidsangivelse er iikke matchende med 2,195k.

Hvis jeg skal forbedre mig næste år, skal der være mere overskud ved 30k, der er herefter minutterne tabes....

Link til GPS fil fra mit løb er her.