Lige siden jeg deltog i Vasaloppet 2005 og måtte udgå efter 62 km, har det været et ønske for mig at gennemføre dette fantastiske løb. I efteråret kom jeg i bedre og bedre form, og jeg var flere gange inde på Vasaloppets hjemmeside for at tilmelde mig det, der hedder Öppet Spår.
Öppet Spår er den lidt mildere form for Vasa. Ruten er den samme, 90 km fra Sälen til Mora.
Forskellen ligger i, at der ved "store" Vasa er fællesstart, medens man ved Öppet Spår kan man starte imellem kl.07.00-08.00. I Vasa er der 15.000 deltagere, i Öppet Spår er der ca. 9.000 deltagere. Hvor af 7.783 kom i mål.
Dog tænkte jeg, at jeg lige skulle komme i lidt bedre form, og at jeg hellere måtte vente og se tiden an. Men så kom dagen hvor jeg tilmeldte mig. Ugen efter tilmeldingen kom så problemerne igen med min scene. Jeg gik rigtigt dårligt og anså mine muligheder for at deltage i Vasa som ikke eksisterende.
Efter nytår kom jeg så i gang igen med at træne min fysiske form i Body Work og ski træning på Skjoldenæsholms Golfbane. Jeg gik godt til den på skiene og forsøgte at træne så meget nedkørsel som muligt. Teknik, teknik, teknik. Jeg tog den endelige beslutning om at tage af sted i slutningen af januar. Herefter kom nerverne og spændingen, præcis ligesom, når jeg har stillet op til maratonløb.
Familien Hedengran lovede mig støtte og vejledning og mig dejlige far -Hother - tog også med
som supporter og hjælper. Mogens og Magnus havde tilmeldt sig samme løb, dog med en noget anden ambition end jeg. De skulle naturligvis køre så hurtigt som muligt, medens jeg skulle bare "overleve" inden lukketiden.
Fredag d.26/2 kørte far og jeg så mod Malung/Sälen. Eva og drengene havde allerede holdt en uges ferie i området og ventede på os med kaffe og dejlig kage. Turen måtte også lige gå forbi reklame teltet for at få den sidste motivation, og som pigerne siger, så er der altid et eller andet, man kan bruge. Udstyr skal vi ikke gå ned på! Eva bød på dejlig aftensmad og vi fik et glas rødvin.
Morgnen, hvor vi skulle starte kom, og nattesøvn havde der ikke været meget af. Op kl.04.00 og prøve på at spise den medbragte morgenmad. 30-40 gange på wc og så af sted til Sälen for at hente Mogens og Magnus. Vi havde regnet med at starte kl.07.00, men p.g.a trafik problemer kom vi først af sted lidt over otte. Starten gik fint og nemt, dog kunne vi hurtigt registrere at vores fæste smøring ikke var den bedste, men af sted kom vi. Mogens og Magnus forsvandt hurtigt op ad den næsten 4 km lange første bakke. I forhold til min debut i 2005, kom jeg næsten 45 min hurtigere op ad bakken end sidst. Så humøret var højt på toppen.
Vejen til Smågan/11km gik langsomt i dårlige spor. De næste 14 km til Mångsbodarna/24 km var hårde, og jeg fik problemer med krampe i min dårlige læg. Hvordan skulle jeg nogensinde komme igennem, når jeg allerede fik krampe? Jeg fik lavet lidt stræk øvelser, spist, drukket og talt lidt med Husted senior. Jeg måtte videre.
Hjemmefra havde jeg aftalt med mig selv, at hvis jeg fik seriøse problemer, specielt med scenen, så ville jeg med god samvittighed straks udgå. Efter Mångsbodarna begyndte der at komme nogle ret skrappe nedkørsler. Jeg bestemte mig for at satse alt og give fuld gas på alle nedkørsler. Det gik totalt stærkt. Blive i sporet op håbe på det bedste.
Bang, krampe i læggen. Det gjorde ondt, men jeg kunne stadig bruge og styre med foden. Føret var stadig ret så tungt, og jeg blev mere og mere træt. Hvornår kunne jeg ud gå? Ikke før Risberg/55 km, det ville være ok.
Ankomsten til Risberg var dejligt. Mad og drikke. Af med ski og nye stræk øvelser. Jeg var godt og grundigt ødelagt. Mere opbakning fra far, og jeg fik staget mig videre. Guderne må vide hvordan.
Jeg var helt væk. Jeg kan ikke huske det rigtigt, men jeg tog vist fejl af, hvor jeg var henne. Jeg troede, at jeg manglede endnu tre stationer, inden jeg var i Oxberg, hvor jeg stod af i 2005.
Mit første og eneste styrt tog jeg på en skrap nedbakke efter Risberg, krampe, liggende i sporet, av.
Kom til Evertsberg/43 km. Havde ondt i venstre forlår og krampe hver gang, jeg skulle tage mine ski på igen.
Efter Evertsberg kom de største nedkørsler alle med 100% risk. Uha, det gik godt. Jeg tror nok, at jeg må have kørt op imod 60/70 kmh. Langsomt blev jeg mere og mere grebet af dette "styrtløb" og tænkte, at jeg måtte vinde masser af tid og ikke mindst meter på dette rit.
Pludseligt kom jeg i tanke om at næste station var Oxberg/ 62 km, og at det var her, jeg udgik sidst. Så vidste jeg, at jeg måtte komme længere end sidst, og humøret kom opad.
På en af de næste nedkørsler snød jeg næse for gud ved hvilken gang, kun med det resultat, at jeg fik næseblod. Det har jeg haft mange gang før, så jeg tog det ikke så tungt. Jeg tørrede mig med handsken og fortsatte. Lige før Oxberg, kom der nogle rigtigt grimme modbakker, men ind kom jeg.
Da jeg bad en hjælper om drikke, spurgte han mig, om jeg var ok. Det gik op for mig, at han kunne se, at jeg havde blod om næsen, så jeg sagde, at alt var ok. Nå sagde han, det ser også mere mandigt ud! Hvad jeg ikke viste, førend jeg igen mødte far, var at jeg havde blod i det halve af hoved, ikke sært at han spurgte!
Samme turnus igen med mad og drikke. Sjovt at se huset hvor jeg sad i 2005 og var udgået. Ha ha,
jeg kommer længere denne gang. Men for h€¦.., jeg var dårlig og havde ondt alle vegne. Nu ville jeg helt sikkert til Hökberg/71 km, super. Ned og op igen og igen, men endnu en grim bakke før Hökberg kostede næsten alle mine sidste kræfter. Hökberg i sigte. Ind til far. Af med ski, stræk øvelser, av, av, av. Kunne intet overskue, kunne intet huske, kun at jeg hele tiden forestillede mig, at Yvonne løb ved siden af mig, talte til mig og heppede mig til at holde tempoet, langsomt!
Men nu vidste jeg, at jeg på den ene eller anden måde kom i mål. Tiden var ikke hurtig, men jeg havde tid nok at gå på, inden målet i Mora lukkede kl.20.00. Aftalte med far, at han skulle have noget sodavand klar til mig i Eldris/81 km, for jeg var ved at brække mig at energi drik og blåbær suppe.
Hvordan jeg kom til Eldris ved jeg ikke, kan simpelt ikke huske det. Kun at jeg blev mere og mere glad. Opdagede at jeg smilte og talte til de andre løbere. Ved ankomsten i Eldris var jeg helt og aldeles færdig og totalt smadret. Faaar hvor er du? Han var der ikke. Kunne ikke finde vejen op til Eldris. Jeg tænkte, at jeg nok havde været for hurtig, og han bare ikke havde nået det. Jeg tog skiene af. Måtte sætte mig på en bænk. Stanken af bræk var intensiv, gud ske lov var det ikke mit maveindhold, der lugtede af. Tog mig rigtig god tid. Sagde hele tiden til mig selv, tage det roligt du skal nok nå det, rolig rolig.
Afgangen fra Eldris var svær. Men psyken hjalp mig. 9 km tilbage, de sidste 2 km i Mora by.
Altså kun 7 km tilbage. Måtte først begynde at tælle ned efter 5km tilbage. Mørket var tæt. Til at starte med var der fyrfadslys i sporet, senere kom den rigtige lysløjpe.
Kom ind til Mora talte hele tiden til mig selv, om at nyde det og glæde mig. Op over Aukland broen, der kom et bip fra tidtagningen/chippen 600 m tilbage. Opløbet jeg havde glædet mig til i flere år lå for mine fødder. Halvvejs stod mine trofaste hepper, Eva, Mogens, Hother og drengene.
"Her kommer Kristian Husted fra Danmark", lød det i højtalerne, og jeg kunne følge mig selv på storskærmen til højre for målgangen. Stort!
Færdig var jeg så bestemt og lykkelig over at det var overstået. Rasmus og Magnus kom som de første og lykønskede mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle, hvor skal jeg hen? Resten af Hvalsø flokken kom, og jeg fik knuser af alle, skønt. Herefter stod den på bad, mad og drikke. Prøve at samle kræfter og så hjem i seng. Havde ellers lovet mig selv at jeg skulle have rigeligt med rødvin og chokolade efter løbet, men kunne intet få ned. Bare kør mig til hotellet.
Turen hjem fra Malung små 850 km gik langsomt. Benene var ømme og brokkede sig gevaldigt, men hvad betyder det, jeg havde gennemført 90 km på ski.
Endnu en gang tusind tak til mine tro støtter, Eva, Mogens og drengene, min far/Hother og ikke mindst Yvonne, som har været der for mig. Uden jer var jeg ikke kommet igennem.
Om jeg skal prøve det igen? nej. Men det har jeg vist sagt før, så nu må vi se, hvad fremtiden byder på.
Min samlet tid blev på 11.07.39 t. Magnus og Mogens kørte på 8.26.00 t.
Mogens måtte heldigvis også indrømme at han var lidt brugt om aftnen. Magnus så
ud som om han lige havde løbet en let 5 ´er i skoven. Total uberørt og frisk.
For dem som ikke kan få nok af Vasa. Så tager Mogens, Bent, Torben og et slæng
af andre ski nørder, af sted til Sälen allerede på fredag. Kun lige for at tage den "rigtige" Vasaloppet på søndag.
Må deres gud være med dem!
Hvis I kunne tænke jer at følge deres tur på søndag. Så er det enten på svensk tv eller på www.vasaloppet.se
Mange hilsner
Kristian
