Berlin 2009 - fra en superglad debutant!

Jeg vil gerne fortælle hele verden om min fantastiske oplevelse i Berlin i søndags, hvor jeg løb mit første maraton.

Det hele startede med at Annemette og jeg sammen tog en beslutning om at skulle gennemføre et maraton. Vi havde hørt fra flere i løbeklubben om Berlin og hvor fantastisk det var. Derfor besluttede vi os for, at det skulle være der vi skulle løbe. Træningen startede i april og vi var helt opsatte på, at det var nu vi skulle være seriøse med vores træning.. Desværre blev Annemette skadet i juni mdr. og jeg måtte fortsætte min træning alene. Det var rigtig øv fordi det jo var vores fælles projekt. Vi havde en drøm om at gennemføre det sammen, da vi jo havde løbet både 5km, 7 km, 10km, 12km 15 km og en halv maraton. Jeg måtte klare træningen selv og det lykkedes også for mig at løbe adskillige lange distancer alene. I løbet af sommeren måtte jeg igennem en kæmpe kæbeoperation, der næsten tog pusten fra mig pga. adskillige komplikationer men på trods af det og et par småskader hen over sommeren blev jeg klar til mit første maraton. D. 18 sept. tog jeg til Berlin sammen med min mand Allan, min veninde Annemette og hendes mand Christian, der også skulle løbe.
Jeg var meget spændt på det hele og følte mig super klar på alle måder.

D. 20 sept. vågnede jeg kl. 5,30 og jeg tænkte åh nej hvad er det hele for noget. Jeg mærkede nervøsiteten og kunne næsten ikke spise morgenmad. Nå men efter lidt tid fik jeg det bedre og inden længe stod jeg klar i mit løbetøj med nummer på maven og var smurt ind i vaseline de rigtige steder.

Christian og jeg fik den sidste peptalk fra Annemette og Allan og inden længe stod vi sammen med 40.000 andre løbere og kl. 9 lød startskuddet Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Dels alle de løbere dels alle de tilskuere. Jeg havde jo hørt meget om, at der var god stemning, glade mennesker og ikke mindst masser af god musik hele vejen. WOW hvor var det STORT. Jeg løb i mit eget tempo hele vejen og hver gang jeg anede den mindste ømhed gearede jeg lidt ned. Det var vildt varmt den dag med 25 grader og fuld sol. Jeg sørgede for at drikke ved hver post også selvom jeg ikke altid havde lyst. Jeg tog også en salttablet inden løbet og en ca. omkring 20 km. Jeg havde lagt den strategi hjemmefra at jeg skulle løbe langsomt i starten og økonomiserer med mine kræfter og det lykkedes mig til fulde. På intet tidspunkt mødte jeg muren. Jeg følte oven i købet, at jeg kom i mål med et lille overskud. Selve turen ned af Unter den Linden var helt overvældende dels pga. alle de tusindvis af glade jublende mennesker der bare klappede og klappede og dels fordi jeg nu kunne se målet ved Brandenburger Tor. Jeg blev virkelig ramt følelsesmæssigt og var tæt på at græde. Jeg følte glæden ved at det var gået godt samtidig med at jeg havde udført en kæmpe præstation. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er et rigtig laaannngt løb og jeg fattede næsten ikke at det var overstået. Ja og tænk sig jeg havde ikke fået nogen vabler kun ømme lårmuskler. Jeg er bare rigtig stolt af mig selv og super tilfreds med min tid på 4.15, men det allervigtigste for mig er min gode følelse indeni.

Jeg vil gerne sige tak til alle der har givet mig et godt råd med på vejen og til alle jer der har troet på mig i løbeklubben. Det har været guld værd. Tak til Nanni, Lone A, Lars M, Helge, Susanne, Else Marie, Gitte V, Annemette og til alle jer jeg har glemt. 1000 tak!!

Vi ses i farten