Kazbegi Maraton - en udfordring af flere årsager.

Jeg er for tiden udsendt af Dansk Politi til Georgien, hvor jeg er tjenestegørende i det, der kaldes "Den Europæiske Unions Monitor Mission i Georgien" (EUMM). Denne mission har til formål at overvåge den "våbenhvile", der i 2008 efter "5-dageskrigen" blev etableret mellem Georgien og Rusland. Baggrunden for krigen og uenighederne mellem parterne var og er fortsat, at de 2 landområder, Syd-Ossetien og Abkhasien, der tidligere har hørt under Georgien, har løsrevet sig, men at Georgien ønsker dem retur.

Nuvel, når man så er motionsløber, kigger man sig jo lidt rundt for at se, om der kunne være et motionsløb i regionen og det var der da; Kazbegi Maraton i det nordlige Georgien, ca. 20 km fra grænsen til Rusland, og samtidig en del af "Store Kaukasus-bjergkæden". Det lyder jo som en stor mundfuld, da Kazbegi også er det højeste bjerg i regionen, nemlig 5047 m, og det var det også. Løbet er afviklet de 2 foregående år med ca. 100 deltagere hver gang og blev i år afviklet lørdag den 8. september 2012 med ca. 120 deltagere.

Jeg meldte mig til halvmaraton, da bakker jo ikke er min stærke side, og da løbet foregår i 1700 - 2200 meters højde, er det jo en udfordring i sig selv (udfordring nr. 1). Belært af de 2 foregående år havde arrangørerne i år vendt ruten, så man startede med den største udfordring; nemlig en "lille" bakke, hvor det stiger fra ca. 1700 m til 2200 m i løbet af ca. 3-4 km. Det kan vel tage pusten fra enhver (udfordring nr. 2).

Vi var 6 fra mit arbejde, der fredag den 7. september forventningsfulde drog af sted på de ca. 3 timers kørsel til Kazbegi og byen Stepantsminda, hvorfra løbet afvikledes. 2 havde valgt maraton, 3 halvmaraton og så 1 de 8 km.

Dagen oprandt; solen strålede fra en skyfri himmel og næsten ingen vind. Det var perfekt vejr.

Startskuddet for hel- og halvmaraton lød kl. 9 om formiddagen og efter den første kilometer, der gik lidt nedad og for mig skete i tiden 4.08, gik det bare opad. Jeg kendte turen op ad "bakken" fra et tidligere besøg med Mette og ungerne, så jeg tog den med ro (også gående grundet rutens stigningsprocent), da jeg mente at kende "nedkørslen" som en bred vej, hvor jeg kunne udnytte mine kilo. Sådan gik det ikke.

"Nedkørslen", der var nogenlunde ligeså stejl som "opkørslen" viste sig at være en kreatursti (altså ikke den vej, jeg kendte), der var godt fyldt med klippestykker/sten, samt efterladenskaber fra køer og får (udfordring nr. 3). Det var på ingen måde muligt at overhale eller blive overhalet uden at risikere liv og lemmer, da man jævnligt løb på kanten af klipperne og hvor et forkert trin kunne udløse et fald mange meter ned.

Næsten nede af "bjerget" blev stien bredere, og jeg valgte nu at sætte ind. Det skulle jeg ikke have gjort, da mine løbesko str. 47 ikke lige var til at styre. Jeg trådte forkert på højre fod og faldt så lang jeg var lige i samtlige efterladenskaber, der den morgen var lagt af diverse køer og får. Man kan selvfølgelig sige, at jeg landede blødt, men alligevel; jeg har nu lugtet bedre. Hvad var værst: Lugten eller den forvredne fod? Det var foden (udfordring nr. 4).

Selv om jeg faktisk kunne se målet blot 1 km borte i luftlinje, valgte jeg at fortsætte de resterende ca. 15 km i det fantastiske sceneri, der udspillede sig for øjnene af mig. Bjergene, der tårnede sig op rundt omkring og flere af dem godt med sne på, floder osv.

Ruten var afmærket med retningspile, meeeen der havde åbenbart været lidt problemer. Langt fra alle steder var afmærkningen tilstrækkelig, så det var noget af en udfordring at finde vej (udfordring nr. 5). Det er ikke morsomt at komme frem til et sted, hvor vejen deler sig og så skulle gætte sig til, om det var til højre eller venstre, man skulle forsøge sig. Det lykkedes mig at ramme nogenlunde rigtigt, men min ene kollega på maraton kom lige ud på ca. 2 km ekstra og han kunne noget træt berette, at det ikke var morsomt at møde en pil, der faktisk viste i den modsatte retning. Ruten var på de sidste 5 km præget af vådområder, floder, meget højt græs og buskads (udfordring nr. 6), der alt sammen fik "Skovløberen" til at ligne en motorvej.

Jeg fuldførte i min hidtil langsomste tid, men helt klart en fantastisk oplevelse rigere. Blev nr. 10 i tiden 2.32.

Sluttiderne sætter tingene lidt i relief:

Mændenes maraton blev vundet i tiden 3,53, sidst ankomne 6,29

Kvindernes maraton blev vundet af min tyske kollega i tiden 4,29, sidst ankomne 5,59

Mændenes ½ maraton blev vundet i 2,03, sidst ankomne 3,25

Kvindernes ½ maraton blev vundet i 2,28, sidst ankomne 3,53

Mændenes 8 km blev vundet i 35,46, sidst ankomne 1,15

Kvindernes 8 km blev vundet i 40,48, sidst ankomne 1,09

Det skal bemærkes, at 8 km ikke skulle op af "bakken", men havde en tilnærmelsesvis flad rute.

Arrangørerne har efterfølgende undskyldt de ca. 50 manglende retningspile.

Vi ses i farten.

Kurt Mariegaard.