Storebælt Naturmaraton - det må vi med til næste år....
Storebælt Naturmaraton:
Allerede på vej til Øresundsbroløbet aftalte vi; Lone, Linette og Karin at deltage i Storebælt Naturmaraton (altså den halve) søndagen efter. Så søndag den 20. juni drog vi tre piger afsted mod Korsør, hvor halvmaratonen startede. Indskrivningen og parkeringen var blot få hundrede meter fra startområdet, og der var styr på sagerne fra arrangørernes side (modsat broløbet). Vi var i god tid, så vi sad i græsset ved startområdet og nød det dejlige vejr - og snakkede vist også lidt løb. Så begyndte de første maratonløbere at komme, de var begyndt i Slagelse. Vi talte om, at Hvalsø også var repræsenteret dér af Per Andersen, og om, at det kunne være sjovt at nå at heppe på ham, før vi skulle starte.
Da der var en lille halv time til start, afleverede vi vores bagage i bagagevognen - og vi havde LIDT svært ved at forstå, at der kun var én lille kassevogn - vi havde jo lige oplevet 25 kæmpelastbiler ved Øresund. Men igen måtte vi lige huske på, at Storebælt Naturmaraton jo er et langt mindre (men langt bedre organiseret) løb. Der var ca. 650 på halvmaratondistancen, ca. 200 på helmaraton og ca. 250 på 5 km distancen. Lige før start mødte vi Lene, og så stod vi igen i startområdet og heppede på maratonløberne, og sørme om ikke vi fik øje på Per, og så blev der RAaBT "Kom så Hvalsø", og vi var glade - og nu også klar til start.
Ruten gik ud igennem Korsør by, sydpå langs vandet, igennem 4 skove, enge og via markveje. Det var ikke så kuperet som jeg havde frygtet, men det var pænt varmt. Heldigvis var der mange og GODE depoter, med væske, frugt og energibarer hvert sted, et enkelt sted var der også jordbær!
Smuk, smuk tur som sluttede med en RET irriterende, stejl bakke op mod Skælskør, og så den sidste km ned igennem gaderne i Skælskør og mål på havnen, hvor der var mange mennesker og god stemning - og flere forfriskninger. Per og Lene var allerede i målområdet, da vi andre tre ankom. Efter lidt snak (sjovt nok om løbet), hoppede pigerne på en bus tilbage til Korsør, mens Per skulle retur til Slagelse, hvor han var startet fra.
Det er absolut et anbefalelsesværdigt løb; Særdeles velorganiseret, smukke omgivelser, ikke for hårdt - er der ikke flere der har lyst til at tage med næste år?
Tider:
Per Andersen 42,2km 3:43:11
Lene Jakobsen 21,1km 1:44:05
Karin Herskind 21,1km 2:06:21
Linette Højland 21,1km 2:09:18
Lone Askirk 21,1km 2:13:26
Vi ses i farten
Karin