Beretning Kalmar Triathlon 2. August 2009

Mikkel Justesen har været i Kalmar og køre Ironman - læs om en lang dag med i vandet, på racercyklen og til slut i løbeskoene til 42k...

Klokken er 5.30 lørdag morgen da vækkeuret ringer. Jeg har ikke sovet noget særligt. Det første jeg gør da jeg vågner er at tjekke at alle småtingene er i orden. Startnummeret, pulsmåler, badehætte, tidstagningschip, og alt muligt andet grej. Cyklen står ved siden af sengen og har det tilsyneladende ligesom da jeg lagde mig i sengen. Der er stadig luft i dækkende. Der falder ro på mig og en kop kaffe bliver lavet som morgenmad.

På hotellet summer det af triathleter der er på vej til svømmestart. Det har det faktisk gjort siden klokken 4.00. Hvad de skal så tidligt forstår jeg ikke. Måske de bare heller ikke kunne sove. Måske de skal varme op.. ikke noget for mig.

Jeg triller de 500 m til indcheckning og tænker at jeg har glemt at pumpe dækkene hårdt. "Hold op med at være hysterisk tænker jeg ved mig selv." Sagen er at pumper man dækkene for hårdt uden at have kørt på dem, så punkterer man typisk efter 2 km. Og det er sgu træls. Men det går nok.

Klokken er 6.30. 30 min. Til start. Cyklen er checket ind, vådragten er lagt frem, solbriller, løbesko og alt det andet ligger minutiøst lige præcist hvor det skal ligge. Jeg går lidt rundt og ligner en der varmer op. I virkeligheden snuser jeg bare atmosfære ind. Der er en rolig men intens stemning. Folk ser alvorlige ud. Der venter en lang dag for alle.

2 min til start. Næsten 700 deltagere i vådragter er klar til de 3800 m havsvømning. Jeg sætter mine briller en 20-30 gange i håb om at jeg denne gang kan undgå vand indeni brillerne. Når lige at hilse på familien inden starten går og så er det af sted. Starten går og af sted med mig og alle de andre, de fleste tager det stille og roligt.

Det er dog ikke sådan lige til at finde en plads i et felt på 700 svømmere. Men det strækkes hurtigt ud. Vandet er skønt, 19 grader, kan ikke være bedre. Det er fedt at være i gang. De fleste træner året rundt i svømmehal, jeg har vel trænet 1½ måned i Hvidsø ved Jystrup, giver mig dog ikke nogen bekymringer, jeg svømmer den roligt igennem.

Det har jeg så gjort efter 1 time og 27 minutter, udemærket. Af med vådragten i løb og så op til skiftezonen. Der er massevis af mennesker og det er fedt. Jeg har haft diskussion med mig selv og kæresten om hvorvidt jeg skulle skifte til cykeltøj eller bare køre i den dragt jeg også skal løbe i. Rationalet gik på om hvordan det var at starte cykelturen i vådt tøj. Det viser sig hurtigt at jeg tog den rigtige beslutning. Dragten har været under våddragten under svømningen og er selvfølgelig våd. Det mærker jeg bare ikke. Jeg flyver hen til cyklen, lægger vådragten, på med hjelm, solbriller, nummer, cykelsko og så af sted på 180 km cykling. Jeg har det super. Familien står igen trofast og hepper ved starten. Det er skønt.

Pulsen går helt agurk i starten af cykelturen, 165 - 170 er sgu lige i overkanten når jeg nu ved at jeg skal arbejde hårdt hele dagen. Det handler mest om spænding tror jeg. Der går dog ivhertfald 10 min inden pulsen finder et fornuftigt leje under 150. Første fartbump, min pumpe falder af€¦ argh.. overvejer et øjeblik at kyle den af helvede til. Men så er jeg færdig hvis jeg punkterer. Hvorfor satte jeg den dog ikke bedre fast. Kører 5 min med den i hånden og forsøger at sætte den på mens jeg kører. Ser nok lidt farligt ud!! Prøv det ikke! Fornuften sejrer og jeg stopper op og sætter pumpen ordentligt på. De næste fartbump tager jeg stille og roligt og problemet opstod heldigvis kun den ene gang.

Foran ligger en fyr med gul ryg, Livestrong står der, Trek cykel, hurtig kadence kører han med, det kan kun være Lance tænker jeg, her holder jeg mig til gør jeg. Udmærket hjul. Jeg lægger mig ti meter bag Lance og der bliver jeg de næste 180 km. Lance og mig kører stabilt med 30 km/t de næste 6 timer. Tilstanden er god de første 150 km. Til sidst får jeg lidt problemer med det højre lår, lisom små kramper.

Men cyklingen overståes uden det store ballade.

I nd i skiftezonen igen, familien er der selvfølgelig igen, ligesom de har været det de tre gange jeg er kommet forbi på cykel. Af med cykelhjelmen, en stævnehjælper mener ikke jeg må tage hjelmen af før jeg har sluppet cyklen.. hmm.. fjols tænker jeg, men gør dog alligevel som hun sikkert velmenende siger. På med løbeskoene. Jeg føler mig flyvende, det bliver en god dag. Benene virker ikke meget mærket.

Men€¦.. så sker det. Jeg har vel ikke løbet mere end 100 meter førend begge forreste lårmuskler kramper på samme tid. ARGH€¦ Set i det lys at jeg i midten af juni fik en lille fibersprængning i det ene baglår og derfor ikke har løbet siden er det måske ikke mærkeligt. Men ærgerligt. 11.30 havde jeg drømt om , men uden løbetræning vidste jeg jo godt at løbet formentlig ville blive det rene tortur. Og det blev det. De første 10 km kunne jeg løbe ca 200 meter af gangen. Ned og gå. 42 km er godt nok langt.. Lidt bedring mellem 10 og 25 km. Her løber jeg mellem væskedepoterne, der er to kilometer imellem og det går egentlig fint. Efter 25 km bliver det til gengæld helvede på jord. Men jeg er over 21 og det var kritisk, herfra kan jeg sgu gå hvis det går helt galt. Og det kom jeg så til. De sidste 14 km foregår udelukkende gående. Mange overhaler mig. Øv tænker jeg. Mange piger oven i købet.. for helvede mand.. Seje piger€¦.

Efter 13 timer og 15 min løber jeg det allersidste stykke til mål, mine børn står i opløbssvinget og venter på at løbe i mål med far. Det er skønt, de er stolte af far, det kan man mærke. Det er det hele værd.

Jeg kom igennem - og nu gør det bare ondt overalt. Maven vil ikke rigtig tage imod noget. Sønikke vil gerne sidde på skødet. Det får jeg afværget!! Dårlig ide. Det må vente til i morgen.

Dagen har været lang. Glæden over igen at kunne kalde sig Ironman er dog ikke at kimse af. Og tak til det lille supporter team. Det var bare fantastisk.

Næste år€¦ næste år..d. 15 august i København. Der kører jeg stærkt..