Bangkok Marathon
Kurt beretter om strabadserne
Bangkok International Marathon 2005
{mosimage}
Ja, det blev afholdt søndag den 27. november 2005 og jeg var med.
Lidt data: Ca. 20.000 deltagere i kategorierne ¼ Marathon, Marathon og kørestolsbrugere.
Marathon inddelt i 3 kategorier:
Kl. 0200 – løbere med forventet sluttid omkring 5-7 timer
Kl. 0330 – løbere med forventet sluttid omkring 4-5 timer (min gruppe),
Kl. 0400 – løbere med forventet sluttid omkring 3-4 timer
Kl. 0320 – kørestolsbrugere
Kl. 0600 – ¼ marathon.
Vindertiden for herrerne var 2.23.57, og for kvinderne 3.02.01.
Medaljen vejer ca. 500 gr og er som en naturlig følge af dette meget kongetro land med et billede af prinsesse Maha Chakri Sirindhorn som en hyldest til hendes 50 års fødselsdag. Båndet er lilla med hvide prikker. En total nydelse.
Temperaturen var ca. 25 gr. kl. 0330, og den var steget til omkring 30 gr. i skyggen, da jeg kom i mål (da skinnede solen). Konditionerne med start i mørke og temperaturen sætter efter min mening tingene lidt i relief, og det ses vel også i vindertiderne.
Hvordan forbereder man sig til et løb, der starter kl. 0330? Tja, jeg gik i seng aftenen inden kl. 2200 i håb om at få 4 timer på øjet, men sådan gik det ikke. Jeg tror, det var spændingen, der holdt mig vågen de første par timer, og da jeg så fik et telefonopkald fra ”arbejdet” ca. kl. 0020, var løbet kørt. Jeg skulle bare ikke have noget søvn.
Op sammen med Mette kl. 0200. Tasken med tørt tøj var pakket og så af sted til start. Lene Bisgaard, der pt. er på besøg, passede belejligt ungerne, mens Mette og jeg var ”på tur”. Tak for det.
Vi havde skaffet en cykel til Mette, der ville forsøge at køre med noget af vejen. Vi skulle dog lige ”slås” med et par taxichauffører, før vi kunne få cyklen med i taxien (man ser normalt ikke cykler i Bangkok).
Vi ankom til startstedet og her fik jeg min første overraskelse. Alle de deltagere, jeg kunne få øje på så noget mere strømlignede ud end jeg gjorde, og jeg stod med tvivlen om det nu var den rigtige gruppe, jeg havde tilmeldt mig. Måske skulle jeg alligevel have taget kl. 0200…
{mosimage}Starten, der skete i mørke, foregik som planlagt kl. 0330 og Mette cyklede med – de første 2 km – så blev hun venligt og smilende afvist ved en bro. Der måtte ikke være ledsagere på den del af ruten, vi nu skulle løbe. Nu var jeg alene. Næste gang, jeg ville se og høre hendes opmuntrende kommentarer ville være omkring 30 km, hvor jeg ville komme retur. Broen viste sig at fortsætte over i en motorvej, der i højhushøjde fortsatte ”derudaf”. Sådan ca. 15 km hvorefter man vendte og løb retur til næsten samme udgangspunkt. Jeg følte, at det gik op ad bakke hele vejen ud til vendepunktet, og jeg glædede mig til returløbet. Muligvis var det synsbedrag, men returløbet føltes også som om det var op ad bakke.
Der var væskeposter for hver 2. km, primært vand – eller også kunne jeg bare ikke finde ”sportsdrikkene”. Først ved 26 km så jeg noget spiseligt – vandmelon, og ved 28 km bananer. Det kastede jeg mig over. Nu ved jeg, hvorfor thaier er så små – de får aldrig noget at spise.
Turen på motorvejen, der også foregik i mørke (dog gadebelysning), var uden en eneste tilskuer. Kun hjælperne, der stod for væskeposterne, kiggede på. Omkring 16-18 km blev jeg overhalet af en gruppe, hvori den senere vinder – en kenyaner naturligvis, var. Det var fascinerende at se, hvor let, hurtigt og ubesværet, gruppen løb.
Mine ”problemer” startede desværre allerede omkring 20 km. Indtil da havde det gået nogenlunde og tiden sagde ca. 1.45. Måske et resultat af manglende træning (længste træningstur varede ca. 5 kvarter), eller også var jeg bare startet for hurtigt (igen). Jeg havde inden start besluttet at indtage væske ved hver post og benytte lejligheden til at gå langs selve posten. Denne ”aftale” holdt jeg til fulde - gåturen blev dog bare længere og længere. Sådan var det bare.
Efterhånden vågnede Bangkok eller rettere: Det lysnede. Bangkok er jo konstant vågen og selv på motorvejen kunne man dufte de utallige gadekøkkener, der var nedenunder. En duft af noget, der mindede om pandekager, fik nærmest min mund til at løbe i vand, selv om det sikkert har været stegte melorme, græshopper mv. I øvrigt en delikatesse, Emil, som den eneste i familien, sætter pris på.
Efter returløbet på motorvejen stod Mette klar ved 30 km, og hun fulgte mig resten af vejen. Det var dejligt, da det ikke just var et perfekt løb. Hun opmuntrede mig og pressede mig til at lunte, når mine ben og hjerne skreg GÅ.
Vi var nu på vej mod selve centrum, og der begyndte at være lidt tilskuere, eller mere korrekt så var vi bare kommet ned på jorden igen, hvor så livet udspandt sig. Det hjalp lidt på humøret, der ellers led et knæk, da jeg passerede den tid, der indtil nu havde været den langsomste tid, jeg havde løbet marathon på.
Trafikken var et kapitel for sig. Nu løb jeg mellem knallerter, motorcykler, biler, busser, tiggere, hunde og munke, der gik rundt i kvarterene for at skaffe mad. Fascinerende optrin. Selv om ruten til dels var afspærret, og politiet dirigerede trafikken, var det alligevel nødvendigt at holde godt øje med den tværgående trafik. Det var langt fra alle kørende, der mente, at marathon skulle sinke dem en søndag morgen.
De sidste kilometer, der var en ren pine, var tæt besat med orkestre, danseopvisninger og shows, der dog gjorde det en smule lettere at komme videre.
Jeg kom i mål på en tid, der ligner 4.24, ca. 40 min dårligere end min langsomste tid indtil da, men jeg var bestemt en stor oplevelse rigere.
Vi ses i farten.
Mvh.
{mosimage} Kurt Mariegaard