Sceibelein rapport fra debut i Berlin

   

                                                                                                                                Hvalsø 30 sep. 08

Den allerførste gang…

            
Fredag kl. 12 trillede vi af sted mod Berlin, med bilen pakket med 3 debutanter Lotte, min kone Else Marie, jeg selv, samt en debuterende tilskuer - Kim (Lottes bedre halvdel). Jeg havde om torsdagen fået lidt forkølelse og var lidt varm og var temmelig glad for, at det først var om søndagen vi skulle løbe. Ved Rødby mødte vi en masse andre forventningsfulde løbere og det var hyggeligt at møde mange af de øvrige fra Hvalsø løbeklub også. Vi besluttede med hjælp fra Nora, vores trofaste GPS, at tage ud at hente startnumre med det samme, inden vi skulle til den lejlighed, hvor vi skulle opholde os.

Vi havnede i en del parkeringsproblemer ude ved hallen, da den tyske grundighed for en gangs skyld glippede, i form af manglende parkerings-anvisninger og muligheder, og vi endte med at måtte gå et par kilometer op til hallen. Lidt halvtrætte, da klokken efterhånden var blevet tyve og vi endnu ikke havde fået spist og min feber også var vendt tilbage, var det ikke specielt morsomt at skulle trækkes igennem et meget stort messecenter med diverse kommercielle input, før vi omsider kunne få udleveret vores startnummer, chip og T-shirt ved tre forskellige punkter på den gigantiske messe. Messen havde sikkert været udmærket, hvis man havde haft 3-4 timer til rådighed lørdag formiddag, men dem ville vi hellere bruge på at se lidt af Berlin.

For mig var det mest opløftende at jeg ud af min trætte øjenkrog opdagede en stand, der solgte plaster, specielt velegnet til brystvorter – et produkt jeg har ledt længe efter, da plastrene enten altid falder af eller er ret genstridige at hive af igen. Der er åbenbart en del mænd der har problemer med slidtage lige dér, specielt på løbeture over to timer. 

Nå – men vi nåede dog også at få tanket op med lidt pasta ude på messen og fik også fyldt lidt vand på tankene. Når man er debutant til en Maraton er man nok lidt usikker på hvordan og hvad man spiser og drikker, særligt de sidste par døgn op til start. Aldrig har kulhydrater, salt, sukker og væskebalance fyldt så meget i min tilværelse. Jøsses!  Men det blev dog til en enkelt pils med Kim (Pils i rette selskab og dosis har en god effekt på næsten alt – måske også mine baciller, tænkte jeg), da vi endelig ankom til lejligheden og så ellers på hovedet i seng!

Vi var super heldige at kunne låne en hyggelig lejlighed, der samtidig kun var et par kilometer fra Brandenburger Tor (Start og mål). Tak for dette.

Lørdag – dagen før. Tema: Sightseeing, restitution, kost og klargøring.

Kim og jeg gik ned til bageren lørdag morgen og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det nu gik bedre og at alt nok skulle blive klar til næste dag. Utroligt at de tre andre havde kunnet sove med mine grynt og host igennem natten. På gaden så vi mange morgenløbere, der valgte lige at prøve sko og ben af, en sidste gang før den store dag. Berlin emmede af forventninger og gode ben!

Vi var dog enige om at vores ben nok kunne vente med at løbe til i morgen og vi drog derfor af sted for at opleve lidt af byen. Vi var på hyggelig kanalrundfart på Spree og tog også en tur ned til startområdet for at fornemme stemningen og finde ud af hvor vi næste dag skulle aflevere tøj og mødes med Hvalsø løbeklub efter løbet. Der var en stor Skater-konkurrence i gang for børn og senere skulle de voksne ud på 42,2 på skøjterne. Den havde jeg næppe klaret!  Området var allerede godt besøgt og vi mærkede lidt af det sus, der ventede os næste morgen. Mange steder i byen hørtes danske stemmer og ”vi” var da også den næst stærkest repræsenterede nation til Maratonen, efter værtsnationen. Mange deltagere og arrangører puslede med de sidste forberedelser til løbet og vi nød den gode stemning og det pragtfulde septembervejr. Vi rundede dagen af med et hyggeligt restaurant besøg, godt med kulhydrater, og så hjem og tidligt i kanerne.

Søndag: Uret ringede kl. 5.30 og tre debuterende løbere gik hver især i gang med deres morgenritualer, det sidste måltid før løbet, påfyldning af væske – både til sæk og bælte, samt behørig ekvipering. Uden at vi skal gå yderligere i detaljer, krævede det nok en del forståelse fra Kim at forstå vores renden omkring denne morgen, og toilettet var vist ikke ledigt mange sekunder J.  Vi mødte de andre fra klubben ved startområdet og her var det virkelig fedt at være en del af en klub og være med til at sætte hinanden op før start. I startområdet stod jeg sammen med nogle af de løbere jeg kender lidt til fra klubben og plejer at kunne følges med, Junker, Birger, Allan og Kim. Der var en fantastisk stemning, mange folk var klædt festligt ud, man kunne se de næsten 40.000 deltagere samlet på pladsen ved Brandenburger Tor, Der var høj dunkende musik og adrenalinet pumpede i kroppen.  Jeg følte mig klar nu. Ingen vej tilbage. Næste stop - mål.  Blev nærmest båret frem gennem løbet af alle de mange tilskuere og orkestre samt de utroligt mange danskere, der råbte af os – rigtig god idé at have dannebrog på løbetrøjen. Et sted på ruten løb vi gennem en tunnel, hvor der blev slået på olietønder og en mængde på måske 1000 mennesker klappede taktfast til rytmerne; der fik eg godt nok stå-pels! I det hele taget følte jeg mig ofte som en del af en kæmpe, folkefest og tænkte ikke så meget over løbet, som en stor præstation, men mere som en stor oplevelse, som jeg var lige midt i. - Ville gerne gøre det igen næste weekend, hvis ellers benene tillod det. Jeg mistede desværre kontakten med Junker og co. ude ved 18-20 kilometer. Det var et væskedepot, hvor vi løb i hver sin retning og jeg nåede ikke op til de herrer igen. Men der var masser af andre løbere at følges med og man blev båret langt hen ad vejen. For som Jacob S. senere så rigtigt sagde; ”De første 30 kilometer er ren transport – først herefter begynder maratonen” Lige så for mig. Efter et par og tredive kilometer måtte jeg efterhånden indse at mit håb  om at komme under 4 timer ikke kunne indfries.  Jeg begyndte at spadsere lidt mere på væskedepoterne og forhandlede med mig selv om projektets bæredygtighed. Mellem 34 og 39 halsede jeg mig fra depot til depot og minutterne skred, da jeg også var på flad fod ved stadig hyppigere frekvens. Jeg lukkede mig inde i en boble og kunne ikke rigtig bruge publikums ellers entusiastiske hjælp til så meget mere. Ved 39 km, skete det herlige at Pernille fra klubben kom løbende og råbte noget i retning ”kom så, du kan ikke stoppe så tæt på” Jeg begyndte nærmest pr. refleks at småløbe igen og rundt om næste hjørne øjnedes Brandenburger Tor og nu kunne målet ses et par kilometer væk. Jeg fik gejsten tilbage og kom op i et hæderligt tempo igen. Lydene og farverne kom tilbage og jeg var pavestolt da jeg passerede målstregen. Målet var nået. Hænderne over hovedet. Frem med smilet. På med medaljen. Fylde depoter op. Af med chippen. Og så til en herlig genforening med Hvalsø løbeklubs deltagere ved træfpunktet, hvor løbstider og oplevelser deltes. Min tid 4.19.

Om aftenen samledes vi til en hyggelig og festlig middag iført medaljer og højt humør.

(Tak til Lene og hendes mand Christian for valg og bestilling) Det var virkelig fedt at være sammen med så mange fra klubben og jeg var stolt af at repræsentere dette gode selskab af sportsmænd, der sammen kunne nyde sejrens sødme.  Jeg er blevet grebet af Maraton. Og det gode selskab i Hvalsø Løbeklub.