Ann Vibe: Første Hvalsøkvinde på helmarathon fortæller:
Løbsberetning, Skovløberen Maraton.
Hvornår starter et maraton? Er det når startskuddet lyder? Eller når beslutningen er truffet, og træningsprogrammet er lagt?
Der sker i hvert fald noget i processen undervejs.. Jeg traf beslutningen sidste år og blev helt sikker i årets første måneder. Gjorde så ikke mere ved det, indtil det gik op for mig, at nu burde jeg være en uge inde i mit træningsprogram - som endnu ikke var lagt!
Biblioteket blev besøgt og jeg fandt en god stak bøger. Den jeg brugt mest fra var Sam Murphys "Marathon for begyndere" God, letlæselig bog med masser af hjælp og gode råd til den uerfarne first-timer. Men som stadig var god læsning for mig der blot har løbet et enkelt.
Træning er jo bare løb sat i system og med lidt længere distancer end på en normal uge. Men den forskel at enkelte dage løbes fordi man skal - og ikke som vanligt fordi man har lyst.
Ugen op til Skovløberen stod i planlægningens tegn. Der skulle købes gele, nyt drikkebælte, bodyglide til mormor-armene osv. Ruten skulle nærlæses flere gange, for der var en del stier vi ikke normalt betræder om lørdagen.. Og endelig skulle tidligere deltageres tider gennemlæses - var der mon en man kunne følges med??
Fredag og lørdag måtte jeg undvære den ellers uundværlige week-end dele-vin og søndag morgen vågnede jeg med sommerfugle i maven. Rigtig mange af slagsen!
Nede ved hallen blev det ikke meget bedre, da alle dem med gule numre så helt vildt professionelle ud! Jeg blev heldigvis modtaget af de velkendte hvalsø-bluser - nogle med hat, alle med smil. Pia og jeg fik lige finpudset aftalen om at hun stod på Gyldenløveshøj og løb med mig i mål.
Endelig lød startskuddet! Vejret var helt perfekt: overskyet uden regn. Familien stod og vinkede god tur, og sommerfuglene fløj deres vej. Vi nåede knapt nok ind i skoven før vi mødte det første km skilt - kun 42 km igen ;o) Herligt! Den første mange km var ruten rimelig flad og jævn. Og familien nåede jeg at se 3 gange - ved skovridderhuset, rævemosen og rampen.
Det så super godt ud, at alle hjælpere havde grønne jakker på, de var smilende og hujede og heppede.
Havde indstillet mig på at skulle løbe de første 30 alene, da de tidligere års deltagende kvinder var superløbere. Men efter bare et par kilometer fandt jeg rytmen med en 20-årig førstegangsløber, der trænede til ironman. Det gik rigtig godt, vi løb og småsnakkede os gennem den smukke rute de første 21-22 km. Så kom bakkerne, og jeg måtte lade ham løbe ;o) Men så var det jo skønt at kunne tænke, at der kun var 8 km til jeg skulle mødes med Pia.
Pia var en knag! Hun tog væskebæltet, og løb bagved og småsludrede det meste af vejen. Var der med det samme, hvis vi løb for hurtigt, og kom med gode råd undervejs. Da vi manglede 2½ km så det ud som om vi kunne nå det under 4½time. Det gav lidt gejst, men trods vilje til lidt hurtigere løb, var benene for trætte. De kunne simpelthen ikke hæves højere!
Stor var lettelsen, da målområdet endelig kunne anes - og kort efter kunne jeg høre klapsalverne. Det var HELT VILDT så mange der stod på hele opløbsstrækningen og klappede og råbte. Jeg tror jeg var 2 meter og 30 da jeg løb henover måtterne. Det var bare prikken over i€™et!
Der er mange der syntes at det var sejt af mig at melde mig til den hele i skoven. Men i kan sagtens melde jer til næste år!! Det er en ubeskrivelig smuk rute, godt afvekslende med smalle og brede stier, stier vi aldrig normalt løber på og så alle de kendte. Væskedepoterne er i top og hjælperne er gode til at heppe.
Så tilmeld jer skovløberen 2009 - den HELE maraton!
Ann
4:28:13