Skip to main content

Rapport fra vor udsendte i Bangkok

  

                                                                                                                      Bangkok d. 3. november 2005
Amari Midnight Run


Jeg er som ansat i Politiet for tiden udsendt til Bangkok, Thailand, som dokumentrådgiver for de nordiske ambassader i immigrationsspørgsmål. Jeg startede herude ultimo juli 2005 og skal være her til februar 2006. Mette og børnene er her pt. og vil være det i ca. 3 måneder.

Da løb altid har været en stor del af min hverdag har jeg fortsat og øget løbetræningen under mit ophold. Konditionerne for løbetræning er noget anderledes end Danmark, da Bangkok er ”ranket” som den varmeste storby i verden. Her løber man tidlig morgen og sen aften, eller på løbebånd i airconditionerede træningslokaler.

For at holde gejsten oppe, deltog jeg den 15. oktober sammen med en østrigsk kollega i et midnatsløb ”Amari Midnight Run”, der primært var et velgørenhedsløb for forældreløse børn.

Selve løbet havde 2 ruter: En på 6 km og en på 11 km; begge rundt i Bangkoks fortravlede gader. Da der var gratis drinks efter løbet besluttede vi meget hurtigt kun at løbe de 6 km – for at komme først til baren. (Løbet startede selvfølgelig kl. 0000).


Det var rimeligt organiseret. Der var afspærring de steder, hvor det var nødvendigt, og kender man Bangkoks trafik ved man, at det VAR nødvendigt. Der var væskeposter, der ikke var afmærkede, hvilket gjorde, at man meget nemt overså dem (de var ikke ligefrem oplyste og lignede de almindelige madboder), og det viste sig, at der kun var én gratis drink efter løbet. (Temperaturen var 29 gr. kl. 0100).

Som skrevet af min livslæge Gitte på den nys oprettede nydelige hjemmeside, (hvor jeg pludselig så mig selv med en lille kat), for Hvalsø Løbeklub, er mit næste og noget større projekt ”Bangkok International Marathon”, der løber af stabelen den 27. november 2005. Løbet er opdelt i grupper efter forventet sluttid, og dem der forventer sluttid omkring 4-5 timer, starter kl. 0330; dette vil også være min starttid.
Såfremt intet uforudset indtræffer, vil jeg efter løbet sende en beretning om løbet.


Vi ses i farten.                                  {mosimage}
Kurt Mariegaard og familie.





Tilmeld dig nyhedsbrev!
Bliv medlem af Hvalsø Løbeklub!