Maraton i Almindingen
Den endelige beslutning om at tage til Bornholm og løbe denne maraton blev truffet fredag aften, hvor alt ømhed efter en god uges træning underligt nok var forsvundet. En telefonopringning der sikrede overnatning, og internet bestilling af færge afklarede sagen, og lørdag efter frokost var vi på vej mod Bornholm.
Løbet foregår 100% i skov, underlaget er skiftende asfalt, grusstier, græs og skovstier på blød bund. Ruten er kuperet de første 10k og de sidste 7k, men ellers rimelig flad, med mange lange lige stier. Samlet set vil jeg vurdere den til noget hurtigere end Skovløberen, og vel tilsvarende Skovmaren i Hillerød.
Undervejs var der formidling af skoven på skilte med billeder og en kort tekst om skoven, skovens dyr og andre gode informationer, der kunne fordøjes undervejs. Bl.a. et skilt med en Rørhøg ved en mose, og information om at her jager Rørhøgen, iøvrigt illustreret ved et eksemplar svævende over skovstien præcist som jeg løb forbi – god idé.
Startfeltet var forholdsvis begrænset – i underkanten af 30 løbere på den lange distance, blandt dem Anders og Birgitte fra SØAM, der har løbet mere end 100 maraton sammen, samt ultraløberen Kim Rasmussen.
Taktikken blev en rolig start i eget tempo, og løb efter puls på omkring 158-160 de første 2 timer, og derefter løbe med hvad der måtte være tilbage. Halvvejs blev nået i 1:29:30, og selvom det holdt hårdt til sidst blev sluttiden 3:01:40. Det rakte til en 2. plads sølle 40 sekunder fra vinderen. Undervejs var jeg flere gange meget tæt på den førende, og havde da også regnet med en overhaling på de sidste 4-5k, men det lykkedes for vinderen at holde tempo hele vejen, og sætte en PR med 19 min. i hans andet maraton (imponerende).
{mosimage}
Udover maraton var der halv og kvart-maraton, og Amanda og Julius Grønning udmærkede sig med en 4. og 5. plads totalt på den korteste distance, Julius bedst, men Amanda hurtigste kvinde.
{mosimage}
TV-rapportage på TV2 – Bornholm.
Lars