Skip to main content

Skjern Aa Running Challenge

For 3. gang blev der afholdt oplevelsesløb i det vestjyske. Og Hvalsø Løbeklubdeltog med en enkelt løber på halvmarathon - nemlig Pia. Og der var desværre ikke nogen fotograf med, så billederne må du tænke dig til!


Vejret viste sig fra sin bedre side - temperaturen var fin og det regnede ikke. Men den kendte vestjyske blæst lod sig tydeligt mærke ude på den noget flade rute.
Der var 315 løbere på denne distance, og vi blev sendt afsted kl 12:45 i overskyet blæsevejr. Det meste af ruten er grusveje, som de så "venligt" lige havde fyldt op med sten og skærver i ugerne inden! Det betød en meget ujævn grusvej mange steder på ruten.

Vi lagde ud med et par km i medvind, men så drejede vi og der blev skrå modvind i en rimelig styrke. Efter omkring 9 km drejede vi igen og fik ren modvind. Efter modvinden kom "killerbakken" som der var mange der snakkede om med frygt i stemmen, men der kan de jyder godt pakke sammen - det var en kort lidt stejl stigning op til Lønborg Kirke, men ikke noget i nærheden af det vi er vant til her i skoven. Så gik det hjemad - halvvejen var nået og vinden kom igen skråt ind - nogengange med og nogengange lidt imod. Omkring de 16 km drejede vejen til medvind, men meget hurtigt kom resten af løbet til at foregå i et beplantet og bebygget område, så der var lidt læ. Afslutningen var i Skjern hvor der var fest og glade dage.

Jeg havde sat mig dét mål at jeg ville løbe på under 2 timer, hvilket jeg lagde ud efter. Jeg løb stabilt hele vejen - dog løb jeg den sidste halvdel hurtigere end den første. Jeg kom ind på 1:55:28, hvilket er tilfredsstillende.

Alt i alt et godt løb igennem et smukt engområde, der er blevet udnævnt til Nationalpark.
Tilmeld dig nyhedsbrev!
Bliv medlem af Hvalsø Løbeklub!