Marathondebutant i Berlin 2007
Kald mig bare ”En tøsedreng”
Endelig var tidspunktet for den ultimative løbeoplevelse nået. Berlin Marathon 2007 stod for døren. På forunderlig vis har dette løb fyldt en del i hovedet på mig i de seneste måneder. Jeg har aldrig været i Berlin før, og jeg har aldrig løbet et maraton før, så der skulle skubbes til mere end en grænse.
Så kunne man jo sagtens forestille sig, at jeg ville møde op forberedt til tænderne med masser af løbeture i benene. Desværre var det ikke tilfældet, da arbejde og andre interesser også stjæler noget tid. Jeg var da også overrasket over, at jeg på de seneste 3 måneder kun havde trænet ca. 200 km. Mit pulsur lyver desværre ikke. Jeg havde nok holdt lidt for meget igen med træningen. Derfor måtte jeg lægge en realistisk plan for hvordan jeg skulle arbejde mig igennem de 42 km. i Berlins gader. Planen hed 6 min. pr. km. og så måtte jeg se hvor langt hen i løbet planen kunne holde.
Sjældent har jeg oplevet så flot et arrangement. Man fristes til at sige en fest, der er 42,195 km. lang. Stemningen og musikken undervejs i Berlins gader var i den grad med til at retfærdiggøre, at 200 km. træning måske var nok. De første 20 km. gik legende let, og tiden holdt som planlagt. Herefter ventede jeg blot på, at de første krisetegn skulle vise sig, men musikken spillede jo stadig, så hvorfor ikke bare løbe videre? Efter 30 km. havde jeg mistet 3 minutter i forhold til planen, så jeg var stadig super tilfreds, men dog overrasket over hvor nemt det egentlig gik. Efter 35 km. begyndte trætheden (endelig) at komme, så jeg fik da beviset på, at jeg kun er et menneske. Farten var også gået lidt ned. Da jeg passerede 39 km.-skiltet mistede jeg for første gang overblikket. Da var jeg nede at gå for første gang – bortset fra depotområderne. Heldigvis blev jeg efter ca. 100 meter overhalet af en anden dansker, der spurgte om jeg ikke skulle med i mål. Jeg tog imod ”tilbudet”, og begyndte at løbe igen – desværre for den anden dansker lidt hurtigere, så ham så jeg ikke mere til.
På de sidste 3 km. op igennem Brandenburger Tor og op imod målstregen begyndte ”livsrevyen” at køre inde i hovedet. For 16 år siden vidste jeg ikke, og jeg var ved at sætte mig til rette i en kørestol resten af livet. Sådan gik det heldigvis ikke, og få år efter havde jeg cyklet både Sjælland Rundt (315 km.) og Århus-København (359 km.) på cykel. Nu i 2007 var jeg så på vej til den mest ultimative sportspræstation jeg selv har udført til dato. Berlin Marathon blev gennemført i tiden 4.27.56. Det havde jeg godt nok ikke drømt om for 16 år siden, så jeg må indrømme, at der trillede en tåre, da jeg havde passeret målstregen.
Kald mig bare ”En tøsedreng”, men jeg er altså tilbage i Berlins gader igen til næste år.
Vi ses i farten.
Klaus Jørgensen
Endelig var tidspunktet for den ultimative løbeoplevelse nået. Berlin Marathon 2007 stod for døren. På forunderlig vis har dette løb fyldt en del i hovedet på mig i de seneste måneder. Jeg har aldrig været i Berlin før, og jeg har aldrig løbet et maraton før, så der skulle skubbes til mere end en grænse.
Så kunne man jo sagtens forestille sig, at jeg ville møde op forberedt til tænderne med masser af løbeture i benene. Desværre var det ikke tilfældet, da arbejde og andre interesser også stjæler noget tid. Jeg var da også overrasket over, at jeg på de seneste 3 måneder kun havde trænet ca. 200 km. Mit pulsur lyver desværre ikke. Jeg havde nok holdt lidt for meget igen med træningen. Derfor måtte jeg lægge en realistisk plan for hvordan jeg skulle arbejde mig igennem de 42 km. i Berlins gader. Planen hed 6 min. pr. km. og så måtte jeg se hvor langt hen i løbet planen kunne holde.
Sjældent har jeg oplevet så flot et arrangement. Man fristes til at sige en fest, der er 42,195 km. lang. Stemningen og musikken undervejs i Berlins gader var i den grad med til at retfærdiggøre, at 200 km. træning måske var nok. De første 20 km. gik legende let, og tiden holdt som planlagt. Herefter ventede jeg blot på, at de første krisetegn skulle vise sig, men musikken spillede jo stadig, så hvorfor ikke bare løbe videre? Efter 30 km. havde jeg mistet 3 minutter i forhold til planen, så jeg var stadig super tilfreds, men dog overrasket over hvor nemt det egentlig gik. Efter 35 km. begyndte trætheden (endelig) at komme, så jeg fik da beviset på, at jeg kun er et menneske. Farten var også gået lidt ned. Da jeg passerede 39 km.-skiltet mistede jeg for første gang overblikket. Da var jeg nede at gå for første gang – bortset fra depotområderne. Heldigvis blev jeg efter ca. 100 meter overhalet af en anden dansker, der spurgte om jeg ikke skulle med i mål. Jeg tog imod ”tilbudet”, og begyndte at løbe igen – desværre for den anden dansker lidt hurtigere, så ham så jeg ikke mere til.
På de sidste 3 km. op igennem Brandenburger Tor og op imod målstregen begyndte ”livsrevyen” at køre inde i hovedet. For 16 år siden vidste jeg ikke, og jeg var ved at sætte mig til rette i en kørestol resten af livet. Sådan gik det heldigvis ikke, og få år efter havde jeg cyklet både Sjælland Rundt (315 km.) og Århus-København (359 km.) på cykel. Nu i 2007 var jeg så på vej til den mest ultimative sportspræstation jeg selv har udført til dato. Berlin Marathon blev gennemført i tiden 4.27.56. Det havde jeg godt nok ikke drømt om for 16 år siden, så jeg må indrømme, at der trillede en tåre, da jeg havde passeret målstregen.
Kald mig bare ”En tøsedreng”, men jeg er altså tilbage i Berlins gader igen til næste år.
Vi ses i farten.
Klaus Jørgensen