Skip to main content

Berlin Marathon 2007 resultater - og en personlig beretning!

Politiken skrev: "Løbefænomenet Haile Gebrselassie har gjort det igen. Han vandt i sikker stil Berlin Marathon foran 40.000 konkurrenter og over en million tilskuere. Og med tiden 2:04:26 løber han endnu en verdensrekord til sin imponerende løbesamling."

Og blandt de 40.000 konkurrenter var vi en lille flok fra Hvalsø Løbeklub, der var draget til den tyske storby for at løbe de 42,195 km i Berlin. Tænk at have været en konkurrent til en verdensrekord-løber!


Vi var 11 løbere og 4 heppere, der var klar søndag morgen ved startpunktet. Men 40.000 løbere er mange mennesker, så det var trangt at komme rundt og svært at komme på toilettet, men alle var klar ved startområdet da skuddet lød og tusindvis af orange balloner blev sluppet løs over Berlin.

Da startskuddet lød blev eliten sendt afsted, og det tog omkring 20 minutter inden de sidste løbere løb over startstregen. Men der heppes på alle - uanset køn, nationalitet, hastighed og formåen. Det er en fantastisk oplevelse, som stadig kan give mig kuldegysninger op ad armene.

Jeg havde overtaget Helges nummer, da han var forhindret i at deltage, og da jeg skal til Athen for at løbe marathon d. 4 november, så havde jeg lovet Athen-gruppen og mig selv ikke at blive skadet i Berlin. Jeg havde besluttet at betragte dette løb som en træningstur på max 30 km, hvorefter jeg ville udgå.

Men helt sådan blev det ikke. I den sædvanlige lidt stressede tid hvor man skal af med sit tøj, stå i kø til toilettet og finde hen til startområdet, så fik jeg ikke mit lille kort over Berlin med mig. Og med min manglende stedssans var det naturligvis umuligt at finde tilbage til målområdet fra 30-km-mærket. Derfor besluttede jeg at gå de næste 10 km, hvor jeg snakkede med  forskellige løbere. Nogen var ved at give op, andre var bare trætte og ømme og endnu andre havde bare brug for lidt selskab inden de drog videre. Ved 40-km-mærket besluttede jeg at jeg ville komme værdigt igennem Brandenburger Thor, hvorefter jeg satte i løb, og løb de sidste 2,195 km i fin stil med masser af overskud. Så mit løb gik efter planen og jeg glæder mig helt vildt til Athen, hvor det virkelig gælder. Men jeg vil tilbage til Berlin en anden gang og løbe det "rigtigt".

Alle gennemførte - og vi har jo hver vores histrorie at fortælle - jeg har bare fortalt min. Jeg ønsker alle tillykke med de flotte løb; særlig mange gange tillykke til debutanterne - håber lysten til de lange løb stadig er der. Og et stort tillykke til Susanne, som blev nummer 12 ud af 601 fuldførende kvinder i hendes aldersgruppe! Og hun blev nr 302 ud af 6499 fuldførende kvinder! Det er flot!!!


Reslutaterne er som følger - jeg synes jo det er sjovt at bemærke kønsfordelingen blandt de 3 bedste fra Hvalsø Løbeklub!

 Navn tid PR
 Susanne Hansen  3:30:01 *
 Jakob Schmidt 3:46:08 
 Lena Sørensen 3:58:17 
 Jesper Zwisler 4:03:37 
 Simon Lincoln 4:04:49 *
 Finn Malmos 4:04:49 *
 Bent Hansen 4:21:00 
 Klaus Jørgensen 4:27:56 *
 Ann-Dorthe Zwisler 4:33:01 
 Jens Olesen 4:41:46 
 Pia Christiansen 5:11:10 

                                                                                      Vi ses i farten   Pia

{mosimage}





Tilmeld dig nyhedsbrev!
Bliv medlem af Hvalsø Løbeklub!