Amsterdam løbsberetninger
Lone lægger ud - flere følger: Per og Randi, Erik M, Yvonne, Henrik m.børn,
Emma, Sophy og Olivia Lincoln, Vibeke
Emma, Sophy og Olivia Lincoln, Vibeke
Med Hvalsø toget til Amsterdam.
Søndag d. 15 okt. 2006 vil altid stå som en god dag for mig fremover. Der nåede jeg nemlig et stort mål. Jeg gennemførte mit første maraton; Amsterdam Marathon - og det med mental overskud, en hel godt brugt krop, samt for mig, en god tid.
Mit mål blev sat allerede i april mdr. hvor jeg begyndte en optræning fra mine normale 5 - 7 km ca. 3 gange ugentlig. Første delmål blev ½ maraton på Øresundsbroen i juni mdr. Så blev det til Etape Bornholm hvor de 42.2 km blev gennemført over 5 dage. Lige pludselig var det aug. mdr. og med 12 uger igen blev træningen mere seriøs. Løbeturene blev rigtige lange. Min faste løbekammerat Birgitte, sagde fra og jeg måtte på udkik efter andre. Nu var/er jeg jo medlem af Hvalsø løbeklub, selvom jeg kun sjældent kom til træning, men så var den sag klar. Hvalsø toget kørte hver weekend og alle der ville med stod bare på, nogle gange måtte jeg også stå af igen, før tid, men det er jo det træningen var til for. Og træningen bar frugt.
I Amsterdam var efteråret godt i gang, med morgendis og blade i gaderne. Temp. sneg sig op mod de 12gr. og der blæste en frisk vind fra østlig retning, solen kom først frem da vi kom i mål. Det store spørgsmål var påklædningen, singlet eller T-shirt. Det blev til singletten med en start trøje over.
Hvalsøtoget startede i blå boks ( den sidste ) inde på Olympisch stadion, en flot start selvom alt foregik på Hollandsk i en forvrænget lydstyrke. Der var 4 helikopter i luften for at følge løbet. Da vi kom ud af stadion var der fyldt med mennesker i gaderne, vi løb en runde på 7 km i Vondelpark, hvor der blev heppet af alle vores supporter også dem der selv skulle løbe ½ maraton eller 10 km senere på dagen. Der var mange forskellige orkester på ruten. Vi løb uden om en løber, som havde et røde kors flag flagrende efter sig, det viste sig at han "løb" med 2 proteser som underben, helt utroligt bare at forsøge sig på en maraton. Vi kom så tilbage til Olympisch stadion igen, denne gang med en hel runde før den store rundtur i Amsterdam.
Vi løb igennem et beboelseskvarter, før vi ved 15 km begyndte en flot tur langs kanalen Amstel, 5 km ud og vende. Der var flotte villaer på den ene side og god udsigt over markerne med husdyr på den anden side. På selve kanalen sejlede forskellige både rundt, lige fra robåde til fragtpramme. De 10 km var bidende kolde, da vinden ikke blev brudt af. Det var desværre også lidt sløjt med heppekoret herude i kulden, men dem der var, gjorde det godt, dog var duften af kaffe næsten for meget!!!
½ maraton blev rundet på 02:08:16. Jo toget kørte til tiden. Ved ca. 26 km havde jeg en krise. Jeg frøs. Et par druesukker blev fortæret i løb, men føj for en gang tørstof, som blev skyllet ned med opblandet æblejuice, min egen energisaft, så jeg drak kun vand ved depoterne. Lidt efter 31 km sagde jeg farvel til et godt kørende tog. Lidt mere druesukker kom indenbords samt 300m gåtur og så var jeg løbende igen. Lige før 32 km stod så min egen support, Niels Jørgen. Det første jeg sagde var; jeg fryser giv mig din jakke! Den og synet af min mand hjalp. At han smed yderligere med tøj og løb med de sidste 10 km, var helt fantastisk. Nu var der mange mennesker langs ruten igen. Flere gange blev der råbt " hej Danmark - godt gået " 1 gang blev der dog også råbt;" kom så - du kan jo godt" og jo jeg kom op og løbe igen, til stor klapsalve. Opbakningen var helt fantastisk resten af vejen ind. Børn der ville klaske hænder ol. En flot mølle blev rundet og der blev kikket langs kanalerne. Lige pludselig var Eva der bare, lige foran. Hej du! Jeg fik betalt min salttablet tilbage med druesukker og vi fulgtes næsten ad resten af vejen. Dvs. Eva løb i en fast fart, jeg løb lidt hurtigere men måtte ned at gå flere gange, så vi mødtes for hver km. Lige pludseligt var der kun 1 km tilbage €¦. løberen foran mig fik en øl og løb videre med den. Jeg var helt opstadig og slugte alt livet omkring mig, dette var virkeligt og målet var nært. Ved indgangen til stadion tog Eva og jeg hinanden i hånden og løb ind. Wau for en følelse, jeg tror at smilet fyldte hele hovedet. Jeg vinkede op mod tribunen hvor alle de andre sad og ventede, men de havde allerede set os og piftede og vinkede, måske også et par billeder blev taget!!! Det sidste skridt blev løbet €¦. Og vi var i mål.
Jeg kom ind på 4:33:24 godt brugt men uden skader og mentalt helt op og kører. At dette mål blev nået skyldes min viljestyrke og træning, men det havde ikke været nemt hvis der ikke havde været opbakning fra især min mand NielsJørgen, min faste løbekammerat Birgitte og Hvalsø toget. På selve dagen var supporten fra løbeklubben og alle danskerne helt i top.
Tak for hjælpen alle sammen.
Vi ses i farten.
Lone Askirk.
Per og Randi:
Turen til Amsterdam gik ud over alt forventning.
Vores lille familie havde den store fornøjelse, at 3 generationerkunne løbei samme arrangement.
Marathon: Randi (mormor) Lena (datter) Børneløb: Emilie (5 år), Andreas (10 år) Henrik som hjælpeløber (svigersøn) ½ Marathon Per (morfar).
Der efter var der ren råhygge om aften på en hyggelig café,hvor alle var med til god mad og drikke.
alle kunne gå hjem, næsten.
Erik Madsen:
Det var så 6. gang jeg skulle forsøge mig på maraton-distancen.
De 2 første gange var det gået ok uden de helt store problemer, dog med kramper i begge lægmuskler lige efter jeg var kommet i mål..
De sidste 3 gange var det til gengæld gået mildt sagt elendigt.
Berlin 2000 krampe i begge lægmuskler ved 32 km. Humpet i mål.
Odense 2004 krampe i begge lægmuskler efter 38 km, humpet frem til 40 km., og derefter fået et ildebefindende, så jeg måtte hentes af fejebakken.
København 2005 krampe i begge lægmuskler ved 32 km. Humpet i mål.
Så nu skulle det altså bare meget gerne være.
Havde fulgt mit træningsprogram, næsten til punkt og prikke, og løbet ca. 600 km. i de sidste 12 uger frem til løbet. Vægten var også, hvor jeg gerne ville have den.
Men aldrig har jeg været så nervøs før et marathonløb for om jeg kunne komme igennem uden problemer med lægmusklerne. De sidste dage kørte det simpelthen rundt inde i hovedet på mig med alle de ting der kunne gå galt.
Endelig afsted. Vejret ok, selv om det var temmelig koldt.
Jeg havde besluttet at holde mig i bageste vogn i Hvalsøtoget i hvert fald indtil 35 km. , og så vente og se om jeg på det tidspunkt var til mere.
Det kørte fint derudad ifølge planen. 21 km passeret ved 2 timer og 8 min. Toget kørte planmæssigt.
Ved ca. 32 km. kom der grus i maskineriet, så jeg besluttede at holde mit eget tempo, og fortsatte alene.
Ved 36 km. fik jeg en lille krise, da skiltet dukkede op. Jeg var helt sikker på, at der burde stå 37 km.
Ved 37 km. blev jeg indhentet af Gitte, og vi fulgtes ad resten af vejen hjem.
Pludselig var 41 km skiltet der, fedt jeg havde ikke set 40 km. skiltet, så nu var vi jo næsten hjemme.
Ind på stadion med overskud til en lille spurt, og over målstregen uden antydning af kramper, YES endelig et godt maratonløb igen uden at være fuldstændig smadret bagefter.
Tiden: 4 timer og 25 minutter. 10 minutter dårligere end mit bedste løb, så det er jeg næsten tilfreds med. Det kan jo altid blive bedre, men det må blive næste gang, hvis - såfremt - ifald jeg igen skulle glemme, at det her var mit uigenkaldeligt sidste maratonløb.
Erik Madsen
Yvonnes løbsberetning - Amsterdam ½-marathon
Jeg drog til Amsterdam med blandede følelser, hvad løbet angik. Det meste af året har stået på skader for mit vedkommende, og den sidste tid har jeg måttet løbe nogle af de længere ture på smertestillende medicin, hvilket jo ikke er så godt. Jeg har vænnet mig til at løbe med smerter i forfoden - det har jeg permanent, men denne gang er det især hælen, der driller, og det er faktisk sværere at løbe med smerter der, hvor skoen jo uundgåeligt trykker.
Men jeg var meget opsat på at løbe. Jeg var også tilmeldt Amsterdam ½-marathon sidste gang, vi var af sted med løbeklubben, men måtte trække mig på løbsdagen. Skulle dette virkelig gentage sig, tænkte jeg. Lørdagen før løbet stod tvivlen tydeligt i mine tanker. Var det for åndssvagt? Hvad skulle jeg bevise - og for hvem andre end mig selv? Kunne det overhovedet lade sig gøre at løbe 21 km? Og hvor langt er det nu 21 km er? Mit sidste ½-marathon var Skovløberen 2005 - og der var, så vidt jeg huskede meget langt. Tiden blev 2:07 dengang. Skulle jeg løbe på piller eller ej - hvad ville evt. bivirkninger være, og hvornår ville de indtræde i givet fald? Er det farligt? Tænk på de unge fodboldspillere, og jeg er jo en halvgammel dame! Lørdag nat var den helt gal. Jeg vågnede svedende midt om natten og tænkte nej, det går altså ikke.
Men søndag morgen kom, og mine løbekammeraters miner var ligesom mine egne skiftet fra lettere usikkerhed og spænding om lørdagen til dyb koncentration i hver sin osteklokke søndag morgen. Koncentrationen synes at sitre i luften. Jeg tog en rask beslutning. Jeg løber sgu - gu gør jeg så. Hvad kan der egentlig ske? Men bliver jo ikke slået ihjel, hvis man ikke gennemfører. Det kan højst blive "fejebakke" vognen. Uh, det er da også skræmmende nok! Jeg var stadig i tvivl med hensyn til pillerne. 3 kvarter før løbet gik tog jeg min anden raske beslutning omkring løbet. Jeg slugte en pille og sagde til mig selv, at nu gad jeg sgu ikke høre mere vrøvl fra min side.
Vi blev "skudt af" og af sted gik det over stok og sten. Jeg overhalede endda flere under vejs og måtte ud i græsrabatten for at få plads - utroligt som folk bare fylder op, når man kommer blæsende med fuld udrykning. Jeg susede forbi 5 km. Vand havde jeg ikke behov for - det er for tøsedrenge. Jeg turde dog ikke andet end at drikke ved 10 km. Da jeg ikke er rutineret i så store løb, kom jeg ikke ind til højre og havde derfor svært ved at komme ind i rækken af tørstende løbere. Bægrene var ikke parat, og der gik der adskillige dyrebare sekunder. Bemærk det til senere i beretningen. Jeg havde lidt krise ved 13 km men ikke noget virkeligt at tale længe om. Drak dog lidt igen og cirkuset gentog sig omkring dette. Nu har jeg lært det til en anden gang.
Derefter var der ingen seriøse kriser, og jeg tvivlede næppe længere på min formåen. Da jeg nærmer mig stadion, er jeg tæt på 2 timer men beslutter mig for, at det ikke kan nås at komme under. Jeg kommer ind på stadion og rækker armene i vejret op mod Hvalsø løbeklub og vinker. De råber og hepper. Hvad de råber, kan jeg ikke høre, men da jeg stopper uret i målet er jeg klar over det. De råbte "Løb for helvede". Tiden blev 2 t. 4 sekunder. Hvor lang tid tog det mon at vinke???? Skidt med det, det ville jeg ikke have undværet. Det var så stort! Det er ikke så tit, men er så tæt på at være sportsstjerne ( i hvert fald i sin egen fantasi).
Nu lader jeg fornuften råde nogle uger og hviler min slidte hæl. Glæder mig til forhåbentlig at blive fit for fight igen og måske at kunne gentage succesen eller måske endnu bedre at nå under 2 t.
Her er en beretning fra børneløbet i Amsterdam
vh Henrik
Vi, Emilie, Andreas og Henrik, havde den store fornøjelse, at vi skulle til Amsterdam for at se børnenes mor, Lena, løbe marathon. Men for at det ikke kun skulle væreLena, der deltog i et løb, blev vi enige om at børnene selvfølgelig skulle løbe børneløbet, som var på 2½ km. Da vi skulle tilmelde børnene, som foregik i den hal hvor løberne hentede deres startnr., opdagede vi at aldersgrænsen var6 år og Emilie fylder først 6 til næste sommer, men vi regnede med det skulle nok gå.
Efter vi havde set starten på hel marathonen og hilst på Hvalsø-løberneda de passerede 7 km, gik vi over til startområdet som var det samme sted som halvmarathonen og 10 km.Dér var der samletca 200 børn og 50 forældre som gjorde klar til start.
Da starten gik lagde vi stille og roligt ud, selvomEmilie og Andreas mente at vi godt kunne løbe lidt stærkere, men jeg jeg fortalte dem at det nok var bedst at vi sparede lidt på kræfterne, så vi måske kunne løbe hele turen.
Vi løbturen på ca. 17 min. og vi var kun nede og gå 2 gange á ca. 10 m, så det var 2 stolte børn og selvfølgelig også en stolt far der løb ind på Olympic Stadium, hvor børnene blev modtaget med en flot medalje.
Så med den store oplevelse, er jeg ikke i tvivl om at det ikke er sidste gang de har deltaget i et løb.
Henrik
Vores tur til Amsterdam
Emma, Sophy og Olivia Lincoln fortæller:
Vi er tre piger på 12,15 og 12. Vores forældre hørte noget om turen dertil så de syntes også vi skulle med derhen. Det var en kæmpe stor oplevelse for os. Vi kunne kun løbe et kinderloop som det hed, på 2.5 kilometer. Da vi havde løbet et stykke tid kom vi til enden,og der stod et stort trommeorkester og trommede og nærmest heppede på os. De sidste 500 meter foregik inde på stadionet, hvor man kom løbende ind. Og det var rigtig fedt for der var høj musik og mennesker der sad og holdte stemningen igang! Stadionet var enormt stort. Der var tre helikoptere i luften med filmkameraer, og biler der fulgte de forreste maraton løbere, med kameraer, som så blev vist på en stor skærm på stadionet som andre kunne se. Da vi så var kommet i mål fik vi en flaske med noget energidrik i og en medalje, og efter lang tids venten og masen fandt vi endelig vores forældre. Vores mor havde løbet 10 kilometer og vores far 21,så vi var også stolte af dem! Det var en fed oplevelse! Og en god steming. Hvis det bliver sådan et løb igen skal vi helt klart med igen!
Glade løbehilsner fra Emma, Olivia og Sophy Lincoln
{mosimage} {mosimage} {mosimage} {mosimage} {mosimage} {mosimage}