Skip to main content

Copenhagen Marathon 2005

  Løbsberetning

Mit

Copenhagen Marathon 2005

22. Maj


I lighed med de to seneste år, havde jeg besluttet at løbe marathon i København (Copenhagen Marathon). Da jeg også har løbet Skovløberen Marathon begge år, var dette mit 5. marathon.

{mosimage}

Mine forberedelser er forløbet optimalt uden skader eller sygdomspauser, og mine 2 tests på halvmarathon i foråret gik fint, hvilket havde vækket en drøm hos mig om at løbe under 3 timer denne gang.

I hele forberedelsesfasen har jeg løbet med pulsur, og synes det kunne være spændende at benytte pulsuret som ”styreredskab” under løbet. Taktikken var – fra start – at løbe med en puls på max. 160 (circa 10 slag under min gns. puls fra Hedelands halvmarathon), og fokusere mindre på km tider.

Da løbet startede, havde det regnet i circa 10 min, og jeg havde taget en gammel trøje med, som kunne smides væk lige før startskuddet. Regnen stoppede hurtigt, jeg havde placeret mig lige bagved 3:15 fartholderne, og håbede hurtigt at overhale dem, og hægte mig på 3:00 toget…

Efter circa 1 km, kunne jeg se at enten skulle jeg løbe med en puls på 170, eller jeg skulle revidere målsætningen/drømmen om at løbe på 3:00. Jeg valgte at blive hvor jeg var, og løbe de første 7-8 km bag 3:15 fartholderne.

Herefter var jeg blevet træt af trafikken – der er altid mange der løber med fartholderne – og satte tempoet en smule op. Det fungerede fint med at komme foran ”flokken”, jeg følte at jeg fik kontrol på pulsen, og alligevel øgede jeg afstanden til 3:15 fartholderne de næste km.
Halvvejs (i 1:36:30) tager jeg et energitilskud, som jeg har haft med i baglommen. Dette var en lille sort boks, med en lakridsagtig klistret væske som var meget varm. Det var ikke specielt lækkert, men mon ikke det virkede efter hensigten.
Omkring Carlsberg ser jeg de første løbere, som har fået lagt for hårdt ud. Herfra er der rigtig langt hjem…

Ved 30 km tager jeg endnu et energi tilskud – denne gang en energy gel, som smager ligeså forfærdeligt som det første energi shot. På dette tidspunkt går ruten tilbage til Østerbro, jeg synes det virker overskueligt blot at skulle runde Fælledparken, for derefter at returnere til mål via Kastellet. Der er fin stemning på Østerbro, med musik og mange tilskuere.
Jeg ligger stadig et stykke foran 3:15 fartholderne, men ved 36 km bemærker jeg en tilskuer sige at nu kommer ballonerne - ikke gode nyheder. På dette tidspunkt overhaler jeg mange andre løbere, som ikke holder tempo, og det giver kræfter og moral til de sidste km.

På brostenene langs havnen bliver jeg indhentet af fartholderne, men der er kun 2 km igen, og jeg hænger på indtil 400 før mål, hvor det er tid til at få brugt de sidste kræfter og overhale de nærmeste ”konkurrenter”.

{mosimage}

Sluttiden blev 3:14:08, og et fint løb med tidstab på 1:30 på anden halvdel, sammenlignet med første halvdel. Pulsen lå i gennemsnit på 166, hvilket jeg ikke havde forventet skulle være optimalt. Personlig rekord med 12 min. – glæden ved at have gennemført et optimalt løb overskygger fuldstændig den ”bristede” drøm om at komme under 3 timer.
Pulskurve (for dem der interesserer sig for dette) :

{mosimage}

 
{mosimage}
Tilmeld dig nyhedsbrev!
Bliv medlem af Hvalsø Løbeklub!