Boston Marathon 2014 - Pias løb
Efter megen træning og lang ventetid blev det endelig april, og vi tog til Bosten påskelørdag. Løbet var mandag d. 21. april så vi havde søndag til at hente startnumre og finde vejen ned til Boston Common Park, hvorfra vi dels skulle køre med de lange rækker af gule skolebusser til startområdet, dels hente vores ting efter målgang. Vejret var OK så vi fik gået en del – omkring 15 km – men så havde vi også styr på det hele!
Læs videre.....
Konceptet på Boston Marathon er, at alle starter i Hopkinton 42 km uden for byen, for derefter at løbe tilbage til Boston City. Der er lavet bølger alt efterkvalifikationstid – og de ukvalificerede blev sendt sidst afsted. Desuden var der en hel del ekstra sikkerhedsforanstaltninger – men det forløb alt sammen glidende.
Vejret på selve dagen havde været forudsagt meget forskelligt – temperaturen svingede fra 6 – 20 grader – solen fra overskyet til fuld sol – vinden svingede fra kold modvind fra nordøst, til varm medvind fra sydvest. Så det handlede om at have tøj med derud, så man kunne holde varmen hvis det blev koldt og smide det, hvis det blev varmt.
Da dagen oprandt var der en kølig morgenvind, en lav sol og en skyfri himmel! Vi skulle med bussen kl. 8:00 og vores bølge skulle løbe kl. 11. Så der ville blive noget tid at vente. Efterhånden som formiddagen skred frem fik solen mere magt – og der var stadig ingen skyer, så da vi startede kl. 11 var det allerede omkring 20 grader. Og det blev kun varmere i løbet af turen. Der var fuld sol, varm medvind og ingen skygge. Asfalten blev varmet op og hele vejen stod der en kødrand af tilskuere der råbte og heppede hele tiden. Og da Boston ligger på højde med Rom, blev temperaturen omkring 30 grader i solen.
Tilskuerne var meget engagerede og heppede meget. Omkring Wellesley College var ”the screaming tunnel”, hvor der flere hundrede meter stod unge piger og hvinede. De havde alle et stort skilt med teksten ”Kiss me – I’m .....(something)” og det var så meningen at man løb hen til en og kyssede en af dem. Jeg valgte en der havde skrevet ”Kiss me – I’m british” - det var et skægt stykke vej! Og der blev næsten øredøvende stille, da man var kommet forbi!
Omkring 21 km valgte jeg at sætte farten ned – jeg ville nyde resten af turen i stedet for at blive helt udmattet. Selvom der hele vejen var stor opbakning, så er det intet mod de sidste 2 mile, hvor også følelserne var i spil. Både tilskuere og løbere var synligt påvirkede af det – selv kunne jeg ikke undgå at fælde en enkelt tåre!
Det var en fantastisk oplevelse – mange steder blev man de følgende dage mødt med ”Thank you for running”. Det var meget vigtigt for Boston og dens indbyggere, at de fik deres Marathon tilbage. Og det fik de! Tværs over forsiden af ”Boston Globe” stod der dagen derpå: ”UNSTOPPABLE!
