Resultater mm Budapest
Budapest Maraton 2012
8 løbere fra Hvalsø Løbeklub har netop gennemført Budapest Maraton. I alt var vi 15 personer med rod i Hvalsø Løbeklub, som på den ene eller anden måde landede i Ungarns hovedstad. De 11 med fly og fire i bil (2x Rene, Jan og Karsten). Christian Lysehøj medbragte datter, svigerforældre og 5 ansatte - dels som heppere og dels som løbere. 3.569 løbere gennemførte - de 39 fra Danmark og heraf 8 fra Hvalsø Løbeklub.
Lene fra Løbeklubben havde anbefalet Hotel Gold Buda, som overnatningssted; og vi deler begejstringen - et fint prisbilligt hotel med en forholdsvis god beliggenhed i forhold til seværdigheder og centrum. Budapest er en meget smuk by med bl.a. mange imponerende gamle, men yderst velholdte bygninger. Floden Donau (samlet længde 2.800 km) deler Budapest i Buda på den ene side og Pest på den anden. Vejrmæssigt var vi meget heldige, da vi oplevede sensommer med temperaturer på 20-25 grader - dog ikke på selve maratondagen, søndag, hvor temperaturen var ned omkring 16-19 grader, og der var varslet store mængder nedbør under løbet. Heldigvis passede meteorologernes forudsigelser ikke, da regnen først kom efter løbet.
Mit løb gik overraskende godt - måske primært pga. sommerens intervaltræning, men også fordi jeg nok var mere opsat og anspændt end normalt. Lagde hurtigere ud end normalt og fulgtes med Preben Møller frem til 27 km i et for mig ganske højt tempo - (5.10-5.30). Min tanke var, at bare der var nok af de hurtige kilometer, så kunne det ikke gå helt galt, hvilket viste sig at holde stik. Jeg måtte ved 27 km sige farvel til Preben, der bevidst havde snydt med hastigheden, og oplyst langsommere tider! (Jeg løber næsten aldrig mere med løbeur, da jeg bilder mig ind, at jeg efterhånden kender min krop temmelig godt). Fra "skilsmissen" med Preben satte jeg tempoet ned, og pauserne ved væskedepoterne blev længere og længere - helt som forventet. Jeg er yderst tilfreds med sluttiden på 3.59. Faktisk er det kun sket en gang tidligere på mine 12 maratonløb, at jeg er kommet i mål under 4 timer. Pudsigt nok i mit første maraton i 1995, hvor jeg sluttede i 3.36.
Efter løbet var der gratis massage og aftenen sluttede med, at vi i to hold gratis blev hentet på hotellet i limousine og fragtet ned til centrum, hvor en nyåbnet restaurant serverede lækkert rødt kød på varme sten med levende ungarnsk musik og dans til. Alt i alt en super hyggelig og meget social tur i selskab med nogle meget dejlige og sympatiske mennesker. Vi aftalte, at i 2013 går maraton-turen til Berlin.
Preben Møller: 3.44,51
Karsten Nør-Pedersen: 3.59,13
Morten B. Jakobsen: 4.10,38
Jeanie Mc Aleer: 4.14,00
Jan Bjerring: 4.16,34
Christian Lysehøj: 4.22,50
Rene Emil Andersen: 4.49,11
Rene Andersen: 4.49,12