Cph Ultra Marathon - 50 km
Lørdag morgen kl 8:00 startede ALOT's løb, hvor der kunne løbes både marathon, 50 km og 100 km. Løbet foregik på en rundstrækning på 10 km, hvor man så skulle løbe enten 4, 5 eller 10 omgange. Marathon-løberne skulle lige en tur rundt om Tueholmsøen først for at få de manglende 2,2 km.
Der var forhåndstilmeldt 117 personer, hvor der var 38 til marathon, 26 til 50 km og 53 til 100 km. Numrene kunne hentes fra kl 6:30, så alle havde været tidligt oppe den dag. Der var en spændt men rar stemning i startområdet, hvor der blev snakket form - og mangel på samme! Der blev snakket forventninger og tidligere løb - vejret blev vendt og drejet - tøj blev udvalgt og skiftet igen - privat forplejning blev stillet frem på bordet - og der ønsket god tur på kryds og tværs.
Da starten gik, kom første store udfordring - nemlig at holde farten nede. Det er vigtigt ikke at blive trukket med af alle de hurtige. Alligevel fik jeg lagt lidt hurtigt ud. Jeg fulgtes næsten hele første omgang meden anden pig, men hun løb hurtigere end jeg havde planlagt, så derfor skiltes vi efter 7-8 km. Derefter fulgtes jeg med mange forskellige løbere - fra alle tre distancer. Alle de løbere, der løber i et tempo over 6 minutter pr kilometer, har kun til formål at gennemføre, så der er altid tid til en lille sludder.
Vejret var perfekt - køligt med sol og skyer og næsten ingen vind. I løbet af dagen blev der mere vind, men ikke ret meget mens jeg løb.
Jeg havde forestillet mig, at de første 3 omgange ville være forholdsvis lette - 4. omgang havde jeg forventet ville blive rigtig drøj - og 5 omgang var jo den sidste så mon ikke den ville blive lettere. Men sådan gik det ikke. De første 3 var lette - den 4. omgang var lidt hårdere men ikke noget at snakke om - den sidste omgang var rigtig hård! Da jeg kom i mål var jeg glad for at jeg ikke skulle løbe længere.
Jeg blev nummer 3 af kvinderne (vi var 3 tilmeldte) på 50 km og kom på podiet og fik præmie. Jeg var den næst-ældste deltager på denne distance og den ældste kvinde, så jeg er rigtig godt tilfreds. Havde regnet med at blive den sidste i mål på 50 km, men der kom 2 herrer ind efter mig!
Resultatlisten - og billederne når de kommer på - kan ses her.