6-timers løb 29. oktober - beretning

De mål jeg havde sat var dels at løbe samtlige 6 timer og dels at komme over 50 km, så jeg kunne kalde mig ultraløber. Jeg mente, at det var overkommelige mål, så jeg var positiv i dagene op til. Jeg lagde en plan som gik ud på, at jeg skulle løbe 4 omgange i timen de første 18 omgange, så havde jeg halvanden time til de sidste 5 omgange - dette ville resultere i 23 omgange og omkring 51 km.
Da dagen oprandt var det tåget og forholdsvis koldt, så jeg havde alle former for beklædning med da jeg drog af sted omkring 8:30. Da jeg kom frem mødte jeg Bubby på parkeringspladsen - jeg vidste ikke han var tilmeldt men det var rart at se et kendt menneske. Senere mødte jeg Hans, som jeg også løb noget sammen med i Skovløberen og Britta Karlsen, som også altid løber Skovløberen.
Der herskede en spændt stemning blandt løberne i den tågede morgendis. Jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke havde taget vanter med. Det virkede råkoldt, men besluttede at tage langærmet og singlet på - jeg plejer jo at få varmen hurtigt.
Løbet bliver skudt i gang og det eneste jeg hele tiden tænker på er, at lægge langsomt ud. Jeg har fra flere steder hørt, at det er det vigtigste når man skal løbe så længe. De første omgange går over al forventning - kan ikke helt holde farten nok nede, men alligevel. Efter 2,5 omgang bliver jeg overhalet første gang - der er fart på de hurtige. Men ved også at de skal løbe omkring 36 omgange, hvilket svarer til 80 km.
Hurtigt løber jeg nærmest alene - kun afbrudt af alle de hurtige løbere. Der er også nogen der kun skal løbe 19 omgange - det er dem der kun skal løbe marathon. Efter en tid møder jeg Hans, som jeg slår følge med. Vi snakker en hel del, og han er rigtig god til at holde farten nede, så vi følges mange omgange. Undervejs snakker vi med mange af de andre, der kommer udenom - efterhånden kommer der også nogen der ikke løber lige så stærkt som de første.
Efter 4:36 runder vi 19 omgange, og jeg siger farvel til Hans, som kun skulle løbe marathon, og fortsætter alene. Med denne mellemtid har jeg holdt min plan, og mangler "kun" 4 omgange for at nå over 50 km. Pludselig kan jeg se Bubby lidt fremme. Han er gående, så jeg smutter op til ham og slår følge med ham. Vi følges resten af tiden, hvor vi skiftevis løber og går. Da vi kommer i mål efter 21 omgange ser jeg pludselig Jakob - han er kommet med varm te og masser af opbakning. Det var rigtig dejligt. Teen varmede - det var blevet mere blæsende og det var egentlig blevet koldt. Mine fingre var gennemkolde, men varm te gjorde underværker. Videre igen - Bubby og jeg tog lige noget opløftede en omgang mere. Efter næste målpassage lagde Jakob rygsækken og løb med en enkelt omgang, hvorefter Bubby og jeg begav os ud på de sidste meter. Når tiden var gået ville der blive blæst i tågehorn og alle skulle stoppe. Så ville vi få udleveret en pløk til vores nummer som vi skulle slå fast i græsset og kunne så gå tilbage til mål og få medalje og lagkage med varm kakao.
Hele arrangementet klappede og arrangørerne virkede søde, venlige og engagerede. Det var en fantastisk oplevelse som jeg helt sikkert vil prøve igen - håber der er andre der kunne få lyst til at deltage - det kan varmt anbefales!