Alpe Touren

Igennem et par år har nogle af os "gamle" løbe drenge, gået med tanken om en dag at kunne cykle på de berømte etaper fra Tour de France. Vi er Kenneth Thomsen, Morten Knudsen, Henrik Husted og jeg.

Dog var der først lidt forhindringer, som skulle klares. Et er jo træningen, et andet udstyr, et tredje er helbredet og et fjerde er konerne.

Til at starte med var målet lidt det store motions løb La Marmotte på 174 km over samtlige de kendte Alpe bjerge fra Touren. Kenneth var nok mest tændt på denne mægtige udfordring, men han var jo også den som havde det bedste udgangspunkt.

Morten og jeg hang lidt mere i bremsen, da formen jo ikke var helt hvad den havde været. Hvad Henrik angik, så var han ikke rigtigt kommet ind på holdet endnu. Det kræver jo en hel del optagelsesprøver og penge at komme med på sådan et elite hold!

Udstyret havde vi sikret os i foråret 2010. Tre nye cabon racere var der blevet investeret i med alskens herligt udstyr. Dog mente Morten, at hans fine blå Trek racer, som var købt i Belgien i sidste århundrede var rigeligt god til sådanne en lille bjerg tur€¦€¦€¦..eller var det egentlig Hanne som stod bag dette˜º

Der blev kørt en del gode km i løbet af sommeren og hen på efteråret 2010 på de nye racere!

Igennem vinteren 2010/2011 trænede Morten, Kenneth og jeg ret hårdt og vedholdende i den danske permafrost. Selv da der lå mest sne, var vi i skoven. Ikke at det var lige sjovt altid, men lidt styrt hist og her kunne jo holde humøret oppe hos de fleste. Det lykkedes endda at filme Kenneths eneste styrt på hele vinter sæsonen. Kan man så ønske mere?

Ved årsskiftet var vi ret godt kørende, og det blev endda til en pæn del træning for Morten og jeg i Body Work. Men men men, som et par gange før måtte jeg sidst i januar melde pas, da den berømte sene igen gjorde vrøvl.

Først var det farvel til deltagelsen i Vasaløbet og med udsigten til et par måneder med meget lidt træning, ja så røg turen til de franske alper i maj måned også, snøft ˜¹

Men da foråret endeligt kom, ja så var vi alle igen klar til at begynde med den planlagte træning. Stille og roligt kom der flere km i bogen, og langsomt forsvandt der også et par kilo. Da vi nåede maj måned, satte vi alle fire os sammen og begyndte planlægningen af en ny tur.

Det blev aftalt at slaget skulle stå fra d. 15.-22. september. Udgangspunktet skulle blive La Cascade campingpladsen i Le Bourg d´Oisans, som ligger mindre end 100 m. fra opkørslen til Alpe d´Huez. To fine træ hytter med god plads og rå hygge blev booket, og stemningen blev straks lidt mere spændt og forventningsfuld.

I ugen op til afgangen blev alt vendt og drejet. Cyklerne, formen, gel, væske, rute og så forfra igen. Dagen kom, hvor vi skulle af sted. Henriks Citröen blev pakket med fire cykle og alverdens andet cykeludstyr, Kulhydrater, DVD udstyr og ikke mindst en hel ramme Red Bull, som hurtigt blev omdøbt til Pitt Bull.
I turnus kørte vi ca. 2 timer ad gangen de ca. 1.600 km. Efter ca. 18 timer stod vi så i det skønneste solskinsvejr og med de flotteste bjerge omkring os.

Benene ville bare ud at køre med det samme. Alle havde talt om at tage Alpe d´Huez med det samme. Heldigvis havde jeg mødt Tim Raagaard på valgdagen, hvor Tim havde rådet os til at tage en mindre stigning den første dag. Tim og Jesper Zwisler havde været dernede året tidligere for at køre La Marmotte, så vi lyttede naturligvis til Tim´s gode råd.

Efter en Baguette med skinke og med nyt luft i ringene, gik den første tur op mod les 2 Alpes. Da vi ramte den første hårde stigning, troede vi det var løgn. Vi havde jo forberedt os godt og trænet masser af gange på bakkerne i Aastrup og ved Maglesø. Men her sad vi pludselig på en stigning, som var nogle procenter hårdere, og ikke kun 3-400 lange men hele 15 km lang.

Op kom vi alle i pæn stil. Stemningen var rigtig høj. Vi havde klaret det først bjerg, vi var bare så seje. Efter de obligatoriske 250 billeder, kastede vi os ud i den første nedkørsel. Dette er ikke for tøsedrenge. Inden vi havde så os om, var hastigheden op over 60 kmh. Kun for at kaste os ind i endnu et hårnål sving. Da vi igen var nede, gik turen hjemad mod vores nye hjem. 5 km holdkørsel eller som Leth nok ville have kaldt det" Indianer kørsel". Tempoet var fuld gas, og der blev rykket fra alle vinkler. Det var virkeligt som at se ungdyr på græs efter en vinter i stald!

Denne aften blev kort, ja egentlig blev alle aftner korte. Vi havde nok forstillet os, at der skulle lidt ekstra lokalt øl og rødvin ned, men når vi virkeligt hold ud, blev klokken ikke mere end 22.00˜º

Men så spørger konerne, hvad levede i så af? Det meste af dagen levede vi faktisk ret så sundt. Morgenmaden bestod af müsli og havregryn med sød fransk yoghurt, kaffe - the - juice, Pain du Campange og naturligvisen en frisk chokolade crossaint. Middagsmaden bestod af gel, gel energidrik og gel og når det gik højt så et baguette med jambon. Aftensmaden stod de to huse på skift for. Hus 1 Kenneth og Henrik stod for to aftner. Hus 2 Morten stod også for to aftner. Og jeg tog det tunge læs og fandt et pizzaria til de andre aftner, typisk skal jeg tage det tunge læs hver gang˜º Udover det så stod jeg også for indkøbet af en spand - jo en spand - brændte mandler, 1 kg peanuts, samt en hel del mørk chokolade, på anbefaling af Henrik. Dette blev indkøbt flere gange i løbet af ugen. Dog var der flere af os som udviklet peanuts allergi de sidste dage og tro mig vi smede faktisk en halv pose ud˜¹

Lørdag morgen var vejret stadig med os. Vores medbragte tolk Monsieur Knudsen havde på den lokale vejrudsigt læst, at der ville komme skift i vejret fra de 24 grader til regn og 8 grader, men hvem troede på ham! Ok, han fik senere rigtig meget ret ˜¹

Så vi skyndte os i det nye sponsor tøj, fik tjekket cyklerne og rullet de 100 m. hen til opkørslen på Alpe d´Huez. Aftalen var at tage en kold start - altså ingen unødig opvarmning - og at køre nogenlunde samlet op. Et er en aftale, et andet hvad der er muligt. Det viste sig meget hurtigt eller retter lige fra starten, at her gik det bare lige op i himlen. Specielt de første 4 sving - ud af 21 sving - var vandvittige hårde, og det var svært at holde gruppen samlet. Så efter « hollænder svinget » blev der kørt med hvad man havde.

Man kan ikke helt forestille sig hvor stejlt det er. Laveste gear, som er ret så lavt, fuld konstrantion og så lykkes det lige at holde 8-10 kmh uden at vælte. Op kom alle efter en pænt hård omgang. Igen var stemningen høj og erfaringerne med opkørslen blev udvekslet. Ned gik det i fulde fart. Vi var begyndt at vende os lidt til tempoet, så 50-60 kmh var en normal fart. Dog må man erkende, at alderdommen er på vej, da vi selv på de hurtige strækninger - og især med min vægt - blev overhalet af ungdommen med fuld knald. Da vi igen stod ved indgangen til campingpladsen, var der high five til alle, wow !

Søndag var vejret så slået om, og skyerne lå lavt over dalen. Regnen faldt i tætte byger, og vi var noget ærgerlige. Men ud skulle vi, og turen gik op igennem kløften på den anden side af Bourg d´Oisans med retning mod Villard-Reymond. Små 900 højdemeter, max 12% , 16 km opad ! Vi blev våde men ikke slemt. Da vi krydsede broen over slugten, kom vi til at køre på ret dårlig astfalt med en del nedfaldne blade på. Vi kom op nogenlunde samlet. Byen var total død. En enkelt dør gik op, for hurtigt at blive lukket igen. Meget hurtigt blev vi kolde og begav os ned ad. Kenneth og jeg forsøgte at give gas. Det var lidt med livet i hænderne, da vi var så kolde, at vi næsten ikke kunne holde om bremserne. Et enkelt stop for at vente på de to andre, samt nogle kuskeslag. Intet hjalp, afsted igen. Hvor broen gik over, havde jeg lagt mærke til, at der vist var en cafe, hvor vi muligvis kunne få læ. Lidt læ kunne vi godt få, men det var desværre en oste butik, så varmen var begrænset. Henrik kom kæmpende igennem regnen og derefter Morten. Morten som ellers om vinteren godt kan holde varmen, men denne gang var han stiv som en pind. Den afslutende nedkørsel og det sidste stykke flade landevej blev tilbagelagt i prof tempo. Vi ville bare hjem ! Den efterfølgende kontrol af cyklerne viste, at Mortens og mine bremser var helt væk, så der skulle nye klodser på til næste dag. Varmen fik vi nok rigtigt først den næste dag.

Mandagen stod også på regn og tåge, men vi havde besluttet at tage den første del af Alpe d´Huez for derefter at køre videre på Les Balcons d´Auris. Efter sving 16 gik ruten ud på kanten af bjerget, præcis som navnet siger Balcons. Igen en af de smukkeste ruter der findes. Fuldt udsyn over dalen og med nok 500 meter frit fald, så det var ind med arme og ben ! Vendepunktet blev toppen på Auris-en-Oisans i ca.1.500 meters højde og en max på 14%. Vejret var stadig dårligt, så det var hurtigt hjemad igen. En lille rute fejl begået af de forreste, ledte os ned til le Freney d´Oisans og igennem et par tunnler. Igen kun for at slutte af på vores hold/enkeltstart rute - total gas !

Tirsdag morgen var skyerne lettet, og der var sne på alle de høje bjerge, hold da op et syn ! Dagens rute var planlagt til at gå til Le Col de la Croix de Fer, et af Tourens store bjerge. 74 km lang, 12 % max og 1.550 højde meter. Det blev en lang og ikke mindst meget flot dag. Igennem Allemont, derefter Oz village og så op op op. Ikke sving som på Alpe d´Huez men lange vidstrakte veje. De sneklædte tinder tog lidt af smerterne i de godt brugte ben. Vi kom godt derop ad men skulle midtvejs ned ad fire hårnål sving, for derefter at ramme en meget, meget hård stigning. Da ruten var en ud og hjem rute, kunne vi jo « glæde » os til at møde dette igen på vejen hjem. Langsomt men sikkert kom vi op til det store Grand Masion resavoir. Vinden var taget til, men solen skinnede fra en skyfri himmel. Et par hurtige gel - uhmm - og så videre. Lidt oppe var der igen lidt nedkørsel, kun afbrudt af store fåre flokke, spredt ud over veje og enge. Flot og sjovt ! Et lille stop ved vejen til Col de Galdon. Herfra kunne vi se de sidste 3-4 km ud til Croix de Fer. Op i et lidt tungere gear og så afsted. Som perler på en snor, kom vi helt op til passet og jern korset . Hvilket et syn ud over dale og bjerge som var sneklædt. Frem med mobilos og kamera for at tage billeder. Har du taget, har du taget, ok jeg tager lige et mere ˜º

Nedkørslen var ret sjov. Lange brede sving, godt ud på midten og så slip løs. Igennem fåre flokke og smeltesne, ned i mod de fire hårnål sving. Ved den sidste lige strækning skulle jeg lige følge med Henrik og Kenneth. Jeg tog begge bremser forsigtigt, men pludselig skred mit baghjul ca. 30 cm til venster, hjælp. Føj for den da, jeg fik rettet op og intet skete, men jeg var stiv af skræk i flere dage efter ! Vi nåede til den lille by med caféen. Fire stole i solen, to the, to chokolade og to store is til brøderne, det var livet. Igen blev dagen afsluttet med holdkørsel af den værste slags, hi hi hi. Samlet set nok den mest flotte rute på hele turen.

Onsdag var der dømt Le Col du Galibier via Col du Telegrahe, nede fra Maurienne. Vi kørte bilen opad sydsiden igennem tunnlen og parkerede bilen på toppen af Galibiers nordside. Vejret var lige så smukt som dagen før. Da vi stod og gjorde klar, kom sneskraberen og lukkede bommen op til den sidste km, for at skrabe den fri for sne ! Vi begav os ned af bjerget ud over dalen ved Valloire. Opad sydsiden af Col du Telegraphe og ned til St.Martin-Maurienne. Vi fik overtøjet pakket sammen, og så var det tilbage igen. Stigningen på Telegraphe passede mig rigtigt godt. Slet ikke flad men heller ikke meget mere end max 10%. Da Kenneth og jeg var tæt på toppen, indhentede vi en ældre franskmand som trådte en noget tung klinge. Da vi var rullet udenom, tog det ikke et øjeblik, før han kom op på siden af os igen, denne gang med et meget kraftigt åndedrag. Vi lod ham køre helt op over, og han forsvandt på den anden side af toppen. Ham skulle vi møde senere igen. Vi stoppede for at vente på Morten og Henrik og de sædvanlige billedere fra toppen. Herfra gik det hurtigt til Valloire for at spise en herlig Bagutte med skinke og ost, naturligvis på behørigvis bestilt på flydende fransk af vores medbragte tolk, Morten. Op på hesten igen og efter ca. 4 km begyndte den egentlige opstigning til Galibier. Vi bleve igen delt op Kenneth og jeg, Morten og Henrik. Langsomt åd vi os op af bjerget. Laveste gear igen og igen, 8-10 kmh. Jeg kom hurtigt op i puls, det gik jo godt op ad, men vi var jo også i +2000 moh område. Pludselig troede jeg, at Kenneth enten havde fået højde syge, eller at han var lidt nervøs for mit helbred - han så et Mumeldyr ( Marmotte) sagde han. Ok jeg så altså ingen. Dog fortalte de to andre, at de også havde set dyret ! Kenneth begyndet at sætte tempo på, og jeg gled langsom baglæns, da vi havde 3 km tilbage. Da jeg havde den sidste astfalt tilbage op til bilen, troede jeg, at jeg så Kenneth deroppe. Jeg gearede op, rejste mig og trådte til. Jeg spurtede nærmest de næste 20 meter kun for at opdage, at det ikke var Kenneth, og at han jo som aftalt, var kørt den sidste km op over passet. Hammeren faldt hårdt ! Jeg kunne næsten ikke trække vejret og slet ikke overskuge at skulle efter ham. Den sidste km gik med 7 kmh. Zik zak henover astfalten. Smeltesnen kom mig i møde og jeg kæmpede det bedste, jeg havde lært. Skønt at se vennen stå på toppen - kun for at tage billeder af mig ˜º Da jeg stoppede og klikkede ud af mine pedaler, tabte jeg noget. Jeg hørte Kenneth sige noget men ikke hvad. Men det var såmend min nye forbremse klods, som faldt af ! Godt at jeg så kun havde en km ned til bilen. Efter en Cola hos den lokale sure franske kælling, var vi på vej ind i bilen, da vi fik øje på en rytter som kom ud af tunnlen fra sydsiden af Galibier.Det var såmen vores ældre franske rytter som Kenneth og jeg havde mødt på stigningen til Col du Telegraph. Han havde så kørt samme rute som os, nede fra Maurenne, op over Telegraph, op over nordsiden af Galibier. Kun for at fortsætte ned af sydsiden af Galibier til Col du Lautaret. Vende om og køre tilbage op over sydsiden af Galibier, ned på nordsiden, over til Telegraph og til Maurenne. Hatten af for denne gamle garvede franskmand, som vi troede vi kunne tryne ! Den aften var vi stolte, glade og en hel del trætte. Jeg gik i seng som den sidste, og da jeg havde ryddet lidt op og lå i sengen, var klokken allerede 21.15 !

Sidste dag, torsdag var afgørelsens dag. Enkeltstart på Alpe d´Huez. På trods af 6 dages hård træning var vi egentlig ret friske, men mærket. 10 km opvarmning og så op. Hurtigt var alle spredt, og vi fandt hver i sær vores eget tråd. Alle sad på briste punktet, man ville jo gerne slå Pantanis tid på ca. 37 min. = et snit på 23 kmh. Ok det var måske lidt overdrevet, han vejet nok 25 kg mindre end mig, og var kun halv så gammel ˜º De første fire sving var igen sindsygt hårde. Så forbi kirken ved hollænder svinget. Op igennem byen Huez, og pludselig var man ved sidste sving. Denne gang blev jeg i sadlen , ikke noget med at spurte for tidligt. Igennem den første del af byen, igennem tunnel under hotellerne, op på det flade by stykke, to gange rundkørsler, og så måtte der spurtes. To - tre gear tungere, op at stå, jeg var i en anden verden. Hurtig kom jeg tilbage til virkeligheden, gearet var alt for tungt. Klik klik klik ned og kæmpe de sidste 100 meter. Da jeg i målet lå henover min racer, trak jeg vejret som aldrig før. Løbe intervaller i gamle dag var ingen ting ved siden af dette.

Så kom Henrik nede fra rundkørslen, også dejligt at se ham igen og ikke mindst, at han led lige så meget som jeg havde gjort ! Vi stod så lidt alle tre og spejdede efter Morten, var han virkelig så langt bagud ? Tilfældigt fik jeg set op på den anden side af målet, hvem kom sussende der oppe fra, Morten. Det må siges at Morten har lidt kvindelige gener i sig - hvis I ikke viste det - så det med at huske, at det var første gang til højre i den første rundkørsel var lige glippet. Derfor blev Morten så den, som havde kørt længst på etapen, sådan ca. 400 m.

Alle fire Musketere var i mål, og alle var i top humør, nu havde vi sgu bestået alle mandoms prøver, Sådan !

Lidt tider skal der jo på. Kenneth kørte på 1.08, jeg på 1.12, Henrik på 1.16 og Morten (inkl. 400 m. For meget) på 1.20. Super tider af gamle mænd. Det skal dog lige nævnes, at da jeg talte med Tim Raagaard, fortalte han, at da han og Jesper kørte den hele La Marnotte, afsluttede Tim med at køre op på ca. 1.15, men men men Tim havde også kørt en ren enkeltstart, som vi på...........vist ca. 54 min, total respekt !

Efter nedkørslen og et enkelt bad, fik vi pakket bilen med alt vores baggage inkl. Pitt Bull. Da vi kørte ud fra camping pladsen, fik jeg et déjà-vu fra en gang, hvor Yvonne, jeg og lille Emil forlod Legoland. Emil sad i sin barnestol i bilen og skævede ud ad bagruden, imens han vinkede sagde « farvel Legoland » med tåre i øjene ˜¹. Det var nok noget nær sådan, jeg havde det her.
Turen hjem var lidt længere end turen ned. Stemningen var stadig i top, men vi var alle ved at være rigtigt godt stive over alt, og de 18 timer i bilen hjalp heller ikke på det.

« Bussen » ankom på Rugvænget midt på formiddagen fredag, og vi tog hver til sit. For mit vedkommende, blev der lige kastet en vask over, kun for derefter at gå direkte i seng og sove tre timer.

Somo somarium så var det en helt fantastisk tur, i et helt fantastisk område med nogle helt fantastiske gutter ˜º Tusinde tak for denne oplevelse, håber at det ikke bliver den sidste.

Vi ses på toppen !

Mange cykel hilsner
Kristian