Skovløberen 2011 - løbsberetning Ann Vibe, Lars Vincents
Skovløberen 2011
............................................................................................................................................................................................................................................
Lars vincents:
Skovløberen 2011
Så oprandt den store dag: Maraton på hjemmebane. I høj flot solskin blev over 120 maratonløbere sendt af sted. Jeg dannede hurtigt makkerpar med Eva H., og vi konstaterede en placering som næstsidst. Her blev vi løbende indtil 25 km. Vi havde ikke placeret os i en stillekupé, så snakken gik lystigt om George Michael, Aabent Spor, pædagogisk lørdag, mad m.m. Ved væskedepoterne var stemningen høj, og flere af vejviserne heppede os videre. Ved Avnsø stod Gitte med sin cykel og gav mere peptalk, og snart nåede vi det sted, hvor ½ maratonløberne stødte til. De var dog for længst over alle bjerge, da vores tempo lå på 6.45 pr. km, og 21 km blev rundet på 2.25. Vi havde stadig forhåbninger om en tid omkring 5 timer.
Efter væskedepot Avnsø begyndte vi at avancere i feltet. Det gav ny energi og tro på, at vi havde gjort det rigtige. Faktisk så vi flere og flere løbere i problemer, og vi blev en smule kålhøgne.
Flere og flere bakker blev klaret gående - en taktik der ødelagde sluttiden, men gav os overskud til at kæmpe videre. Og faktisk gik kilometernedtællingen hurtigt. Gyldenløveshøj trak søm ud, men ingen panik.
Bettina Næs og Malene Ambus gav os flere kræfter med fabelagtig support, og Kristian Husted bildte os ind, vi var godt løbende. Vi syntes efterhånden bakkerne var for korte, for på toppen tvang vi på skift hinanden videre i løb. Ved slusen på Ny Ringstedvej spænede vi over vejen for snart at gå igen. Så fik vi øje på Jan og nu gik det ned ad cykelstien mod mål. Et kort sving op mod Sarbjerg fik mig ned at gå igen i mismod, men Eva var sej og nu skulle vi altså løbe i mål med hinanden i hånden. Så hørte vi klapsalverne i målområdet, og jeg fik øje på barnebarnet. Og så hang medaljen pludselig om halsen. Vi havde gjort det. En triumf. En milepæl. Og tænk at føle sig nogenlunde frisk efter 5 timer og 11 minutters løb.
Lars V.
......................................................................................................................................................................................................................................................
Ann Vibe J.
Bestemte mig forholdsvis sent for at være med igen i år. Havde forholdsvis meget at se til op til løbet som hjælperansvarlig og havde også holdt lige lovlig lang sommerferie. Ergo var det så som så med træningen. Kom ikke rigtig afsted på de lange ture, og fik heller ikke de kilometer i benene som et maraton egentlig kræver, hvis man også skal have overskud til at nyde løbet.
Men nu var det gule nummer sat på blusen, så det var bare om at få det bedste ud af det!
Og det gik faktisk rigtig rigtig godt de første 15 km! ALT for godt! Lagde endnu en gang for hurtigt ud, og begyndte så småt at mærke det ca halvvejs i løbet. Så er der bare rigtig langt hjem!
Heldigvis løber vi jo på hjemmebane, så der var masser af hjælpere der kom med opmuntrende tilråb, så jeg lige kunne klare et par km mere.
Endnu en gang havde vi fantastisk godt vejr til Skovløberen.. Faktisk ALT for godt!! Det var bare kvælende hedt og luftfugtigt, og pulsen kom hurtigt i vejret!
Havde ladet væskebæltet blive i hallen ud fra vurderingen om at det var bedre at undvære lidt væske end at løbe med bælte i 42,2 km. Så hver gang jeg følte tørst tænkte jeg på hvor dejlig befriende det var at løbe uden bælte - det var svært at overbevise sig selv om i længden!
Bakkerne blev stejlere og stejlere, benene tungere og tungere, og humøret lavere og lavere. En lille stemme blev ved med at viske, at jeg jo bare kunne gå ud. "SAa vigtigt er det jo heller ikke at gennemføre".. Eller er det? Heldigvis var der en indre fightervilje der mente det var det hele værd at nå i mål!
Løb for første gang med pulsur. Det viser, at jeg lå ml. 93-99% fra 15 km til 25 km
Da jeg manglede omkring 6 km kom min mand og søn cyklende (for at se, hvor jeg blev af?) DET var et scoop! Fik sendt sønnike hjem efter en proteinbar og fik sat gemalen til at pace mig de sidste mange lange km hjem. Var stadig én stor tudekiks, men havde trods alt viljen til at føje den verbale pisk han svingede, og det var slut med at gå resten af turen.
Skønt at se målet! Få medaljen og masser af forplejning, se alle de glade ansigter og ENDELIG være færdig med at løbe!
Aldrig mere maraton - uden ordentlig træning!