Skip to main content

Læsø rundt på ½ maraton.

Dette løb havde rumsteret i baghovedet i et par år, nu skulle det være. D. 26juni 2011.
Med i beregningen på, om det skulle være, var 2 x færgebilletter retur og lang kørsel, så der skulle puttes lidt mere ferie på end bare en weekend. Heldigvis var Niels Jørgen til at lokke med i år, måske er han også ved at være bidt "af en gal løbetrang"

Vel ankommet lørdag formiddag til lilleput øen oppe i Kattegat, var det bare med at få tøj på kroppen. Det var kun 15gr og med en strid vind, ligegyldigt hvor vi var. Der blev set på sydesalt, ålegræs hustage, kirken som nu er et kurbad og lækre sandstrande. Vi kom hurtigt øen rundt -og så var den jo set. Det skal lige nævnes, at det er en ø hvor der er velholdt overalt, selv strandtoiletterne er rene.

Søndag var løbedag, stille vejr, ca. 20gr. og solskin. Kl. 10:20 startede de 29 cyklisterne på deres 42km rute, vi andre startede kl. 10:30, 47 på hel maraton og 104 på ½maraton, samlet start tid og rigtig meget hyggesnak ved start.
Ruten var flad. Der er mange flade løb i verden, men ingen er fladere end Læsø. Der var én lille stigning på ca. 1m ved Byrum, ellers intet ud over vejens nivellerings forskel. Der var ca. 5km på grus resten var asfalt. Da det er et privat arrangeret løb, fra Ole Lind Strandgårdens badehotels side, havde han sat hjemmeværnet til at stå for alt det praktiske, såsom ruteafmærkning og de rigtige mange væskedepoter der var langs ruten. Her blev der udleveret vand, energidrik, frugt og ved flere også maxim gel. Vi havde aftalt, at løbe hver for sig, da Niels Jørgen jo er noget hurtigere end mig, og jeg derved ikke ville blive presse for meget af ham i starten. Trods vi løb på alm. vej var det meget sparsomt med trafik. Heldigvis var der læhegn langs vejen, som gav lidt skygge af og til og en periode med lidt skov, ellers var ruten mange lige stræk, da der jo ikke var højdedrag eller ådale som vi skulle uden om, kun lufthavnen. Niels Jørgen fandt sig hurtigt en, at følges med, Maj-britt, som havde debut på ½m, hun kunne holde en fast fart og havde det mål, at komme under 2 timer, pga. et væddemål. NJ sagde ok og fortalte hvad de så, skulle løbe pr km. og så kørte de ellers derud af, i hinandens selskab. Jeg fandt først en nordjyde, at snakke med, med vi løb lidt for hurtigt efter min smag, så efter ca. 6km sagde jeg god tur til ham. De 10km. blev rundet på lige under en time. Så tog jeg den lidt med ro, de næste 5km. Til min store glæde kunne jeg så sætte farten op igen, de sidste 6km - det har jeg aldrig tidligere haft overskud til. Lige pludseligt begyndte jeg at overhale €¦ sikken en god fornemmelse og det gav ekstra kræfter. Vi kom begge godt i mål på PR tid.
Niels Jørgen på 1:53:53 og jeg på 2:06:01
Efter et bad i idræts huset var der kun tilbage, at nyde den rigtige lækker buffet, som var inkluderet i startgebyret -og vi skulle jo ikke hjem lige med det samme.
Mandag morgen så vi Læsø fra endnu en ny side, da øen var indhyllet i havgus langs kysten.

Et løb der var rigtig godt arrangeret, fladt -lige til pr tider, men prisen for deltagelse løber hurtigt op pga. transporten derop. På ½maraton kommer man den ½ ø rundt, mens hel maraton stor set ser hele øen inkl. løb igennem museumsgården.
Hvis der nogle der kunne tænke sig at deltage til næste år, er datoen d. 17 juni ( billig rejse periode ) og hjemmesiden er: www.hotel-strandgaarden.dk ellers søg på Læsø rundt.


Lone og Niels Jørgen Askirk.

Tilmeld dig nyhedsbrev!
Bliv medlem af Hvalsø Løbeklub!