Skip to main content

Cannonball - Slot til slot

Hvalsø Cannonball - Slot til slot - Søndag d. 8. november 2026

Glæd dig til et usædvanligt løb - der vil udfordre både sind og ben, når vi løber fra Amalienborg Slot til Ledreborg Slot - og målstregen krydses, når du løber gennem Amalienborgporten på Ledreborg Slot. Læs alt om løbet nedenfor - og hvorfor du skal deltage.

Der kan løbes marathon med start kl. 8.00 fra Amalienborg og Halvmarathon kl. 10.00 med start i Høje-Taastrup.
Begge løb slutter på Ledreborg Slot.

Prisen er 75 kr. og tilmelding sker her på hjemmesiden.

Der bliver lavet en special medalje til løbet.

Max. 100 deltagere - heraf 25 på halvmarathon

Ruten
Ruten bliver ikke mærket op. Der løbes efter GPX-fil. Når det er sagt bliver ruten meget simpel, og det er kun gennem Roskilde, at der er et par opmærksomhedspunkter.

På marathon løbes forbi Kgs. Nytorv, Strøget, Tivoli, Zoologisk Have, Damhussøen og Vridsløselille Statsfængsel, så der er masser af seværdigheder på første halvdel, mens anden halvdel byder på lidt mere lokale seværdigheder med kig til Roskilde Domkirke, Energitårnet i Roskilde, Røde Port, Roskilde Station - en af Danmarks ældste stationer fra 1847 og Roskilde Ting- og Arresthus - inden løbet slutter med 7 km på den smukke Ledreborg Allé - Danmarks længste Linde allé.

Løbet kunne hedde 'Danmarks mest lige marathon' - for der har næppe før været afholdt et løb før, hvor der løbes næsten helt lige ud hele vejen fra start til mål. Da start og mål er både flotte og historiske, så var navnet 'Slot til slot' dog mere passende.

Vi håber på grøn bølge søndag morgen - for marathon distancen har 71 lyskurve, hvilket nok skal udfordre selv de mest hærdede marathonløbere med stop and go undervejs.

Rutebeskrivelse. Start Amaliegade, på tværs af Kgs. Nytorv, gennem Strøget - og fra Rådshuspladsen følges supercykelstien C75 til Roskilde de næste 28,8 km. Den stopper ved Røde Port i Roskilde - og lige når du er løbet gennem den, drejes til venstre og op af en trappe, hvorefter der løbes forbi Roskilde Station og Stationscenter - ved Roskilde Ting- og Arresthus drejes til venstre og derefter højre, så der løbes forbi Roskilde Politistation til Ringstedgade. Her følges Ringstedgade ud af byen - den bliver til Ringstedvej og Nationalcykelrute N4, der følges hele vejen til mål. De sidste 7 km er på Danmarks Længste Linde allé - ca. 7 km.

GPX-filer
Marathon: https://connect.garmin.com/app/course/522284386

Halvmarathon: https://connect.garmin.com/app/course/522285451

Depoter
Løbet er opgraderet, så der bliver depoter undervejs. Som udgangspunkt bliver der vand, saft og cola i alle depoter. Derudover vil der være slik, frugt, kage i større eller mindre omfang i de øvrige depoter.
Hvis depoterne ikke er nok, så løbes der forbi mange supermarkeder, bagere og fastfood-restauranter.

Marathon-depoter: 5 km (kun drikkevarer), ca. 15 km, 21,1 km, et sted mellem 25-30 km og 35 km.
Halvmarathon-depoter: start, mellem 6-11 km, 14 km.

Der vil være engangskopper i depoterne.

Der arbejdes på lidt depot-overraskelser undervejs. Nu må vi se, om det kan lade sig gøre.

I mål vil der være en fint depot med lidt af hvert.

Toiletter
På ruten er der få kendte toiletter. Efter ca. 14 km løbes forbi Biltema i Glostrup - og der passeres også en Mcdonald - ligesom der ligger 2 McDonalds i Roskilde efter ca. 30 og 34 km. Der er ingen aftaler med dem - men der er åbent. Der løbes også forbi Shopping Center Ros Torv i Roskilde. Kig evt. efter Kirker på ruten - der er ofte et åbent toilet.

Ledreborg Slot. Det er strengt forbi at tisse eller det der er værre i Parken og målområdet ved Ledreborg Slot. Parken er privatejet og privatdrevet - og vi er meget glade for, at vi har fået lov at bruge området til målområde. Respekter venligst dette.

Logistik/Transport - Marathon
Løbet starter kl. 8.00 på Amalienborg. Det er muligt at møde op direkte ved start. For disse løbere vil der være mulighed for at få fragtet en taske til målområdet på Ledreborg Slot. Begræns venligst taskens størrelse - vi har kun én bil.

Det er også muligt at møde op ved mål på Ledreborg Slot og stille sin bil - for herefter at tage toget til Amalienborg Slot. Toget kører kl. 6.54 fra Lejre Station. Der er ca. 1,7 km fra mål til Lejre Station. Vælger du at møde op ved Ledreborg Slot bedes du møde op kl. 6.30, så vi I fællesskab kan sikre, at alle løbere kan blive kørt til Lejre Station. Det forventes, at du er behjælpelig med at få tingene til at gå op i en højere enhed, så der i sidste ende kun er én løber, der har sin bil stående på Lejre Station.

Logistik/Transport - Halvmarathon
Løbet starter kl. 10.00 i Høje-Taastrup i lyskrydset Roskildevej / Halland Blvd, der ligger ca. 700-800 meter fra Høje-Taastrup Station.

Det er muligt at møde op direkte ved start. For disse løbere vil der være mulighed for at få fragtet en taske til målområdet på Ledreborg Slot. Begræns venligst taskens størrelse - vi har kun én bil. Du kan tage toget til start, men du kan også køre i bil og parkere ved mit arbejde Frøgaard Allé 2, 2630 Taastrup, hvor der vil være gratis parkering hele dagen (betaling bliver slået fra). Dette ligger også lige ved Høje-Taastrup Station.

Det er også muligt at møde op ved mål på Ledreborg Slot og stille sin bil - for herefter at tage toget til Høje-Taastrup. Toget kører kl. 9.12 fra Lejre Station. Der er ca. 1,7 km fra mål til Lejre Station. Vælger du at møde op ved Ledreborg Slot bedes du møde op kl. 8.45, så vi I fællesskab kan sikre, at alle løbere kan blive kørt til Lejre Station. Det forventes, at du er behjælpelig med at få tingene til at gå op i en højere enhed, så der i sidste ende kun er én løber, der har sin bil stående på Lejre Station.

Historien
Målporten på Ledreborg Slot hedder Amalienborgporten - og navnet kommer af porten oprindeligt indtil 1750 har stået i Dronning Tværgade ved Amalienborg, hvor den var indgang til den daværende Amalienhaven. Amalienhaven blev nedlagt på dens daværende placering til fordel for byggerier - og i 1750 blev porten flyttet til Ledreborg Slot, hvor den har stået siden. Med 42,3 km fra Amalienborg Slotsplads til Amalienborgporten danner porten den perfekte ramme for afslutningen på løbet. 

Tilmeld dig nyhedsbrev!
Bliv medlem af Hvalsø Løbeklub!