Mai og Gitte skulle lære at elske at løbe

Der er nok lige så mange grunde til at begynde at løbe, som der er løbere. Nogle vil leve sundere, andre vil dyrke fællesskabet og naturen, og så er der dem, der er bidt af organiserede løb med tidsmåling og medaljer.

For Mai var det såre simpelt.

”Jeg var forelsket. Jeg havde lige mødt Mikkel. Han løb, og jeg ville gerne være en løber ligesom ham,” siger hun og flækker i et stort grin.

Den 3. marts 2021 tiltrådte Mai Klærke Mikkelsen som ny formand i Hvalsø Løbeklub. Her afløser hun Gitte Vincents, der har valgt at trække sig tilbage efter mere end 20 år som frontfigur for de lokale løbere.

Vi har sat de to entusiastiske kvinder stævne ved skolesøen i Hvalsø for at høre om deres løbeliv, deres løbeglæde og deres tanker om Hvalsø Løbeklub.


Skridt for skridt
Når man ser Mai Klærke Mikkelsen spurte af sted i dag, forestiller man sig umiddelbart, at hun må have løbet hele sit liv. Men det er langt fra tilfældet.

”Jeg var 25 år, da jeg begyndte at løbe, og før det var jeg bestemt ikke glad for løb. Dengang havde jeg det sådan, at jeg skulle være rigtig god fra starten – og helst den bedste. Det er de færreste jo, og det er især svært, hvis man slet ikke træner – og det gjorde jeg ikke. I mange år skulle jeg piske mig selv for overhovedet at nærme mig et løbebånd. Det var bare ikke mig,” fortæller hun.

Men kærligheden leverede den fornødne motivation, og en dag på løbetur rundt om Christianshavns Vold gik det op for Mai, at det her – det kunne hun faktisk godt, og det var tilmed ret fedt.

”På det tidspunkt var jeg nået til et sted i livet, hvor jeg godt kunne holde ud, at jeg ikke altid skulle være den bedste og verdensmester. Jeg havde lært at tage udfordringerne gradvist og skridt for skridt. Det skulle ikke længere være alt eller intet. Og så begyndte det at gribe om sig.”

To år efter den første tur på løbebåndet, løb hun Copenhagen Marathon og holdt sig på den rigtige side af de fire timer. Siden er det blevet til fem yderligere, senest i juni 2019 i Halifax i Canada i den hidtil bedste tid – 3 timer og 32 minutter.

Det er ikke, fordi livet har været lutter løb siden. Mai er flere gange stoppet med at løbe – og gået i gang igen. Stoppet og gået i gang igen. Men nu med en anden indstilling.

”Siden jeg begyndte at løbe som 25-årig, er jeg startet mange gange. Jeg har været slået tilbage til scratch, men troen på, at det kan lade sig gøre, har jeg taget med mig i mit løbeliv. Jeg ved, at jeg skal bare overkomme den svære start og have tålmodighed og sejhed til at tage det skridt for skridt. Så skal det nok blive fedt igen.”


At fare vild
For et par år siden tog Mai Klærke Mikkelsen DGIs løbetræneruddannelse med overbygning i nybegynderløb. Kurserne har fyldt teori i løbetanken, givet nye dimensioner til opbygningen af formen og har gjort hende til en bedre løber.

Med uddannelsen har restitution og andre motionsformer holdt sit indtog. Mai løber hver dag – har måske en sofadag i ny og næ – men halvdelen af løbeturene er rolige løb i lavt tempo med mange gåpauser og indlagte styrkeøvelser.

”Min træneruddannelse har helt klart gjort mig til en mere fornuftig løber. Den har givet mig viden om, hvor vigtig restitution er, hvis man vil blive en bedre løber og mere udholdende. Jeg har i mange år været sådan en, der tænkte, at det kun handler om at løbe. Men i dag cykler og svømmer og danser jeg også – for at få pulsen op uden at belaste leddene så meget,” siger hun og uddyber:

”Det handler også om, at jeg håber, at jeg engang kan blive som en af dem på 75-80 år, som man nogle gange kan se løbe rundt ude i skoven med et smil på læben. Det er mit mål at blive lige som dem - og hvis min krop skal kunne holde til det, skal den behandles nænsomt.”

Har du en yndlingsløberute?

”Jeg elsker at løbe i skoven, men jeg farer ofte vild. Så løber jeg i mine egne tanker og pludselig stopper jeg op og tænker: Hvor er jeg - hvordan kommer jeg hjem? Jeg er megadårlig til at huske, hvor jeg er, og jeg mister meget hurtigt orienteringen. Derfor skal jeg helst løbe på de kendte ruter i skoven eller følges med nogle andre.”

Hvad giver løb dig – hvorfor synes du, det er så fedt?

Yndlingsfølelsen er at slå hovedet fra. Det der med at opleve at der ikke rigtig er nogen tanker. At være i mine fødder lige der, hvor jeg er. Der, hvor der ikke er en masse planer for aftensmad eller tanker om noget, jeg skal på arbejde. Ingen planer og ingen bekymringer. Bare at være i løbet.”



Smøger, slik og løbeture
Mai Klærke Mikkelsens forgænger i Hvalsø Løbeklub, Gitte Vincents, har i mange år været et velkendt ansigt i Hvalsø. Men ikke alle ved, at det i høj grad er Hvalsø Løbeklubs fortjeneste, at hun og manden Lars overhovedet valgte at slå sig ned i byen, hvor Gitte har haft lægepraksis siden 1994.

Ligesom for Mai har løb heller ikke været en naturlig del af Gittes liv, før hun begyndte at løbe i Hvalsø. Bevares, hun havde da både løbet og sprunget højdespring, når der stod skoleidræt på skemaet i barndomsårene på Gadstrupegnen, men senere tog universitetsstudier, arbejde, ægteskab og to børn al hendes tid – altså lige bortset fra den tid, som er nødvendig, når man skal nå at ryge 25 smøger om dagen.

”Lige omkring den tid jeg begyndte som læge i Hvalsø, fik jeg nok af al den røg og kvittede smøgerne. Men når jeg ikke kunne ryge, skulle jeg jo putte noget andet i munden, og så jeg begyndte at æde. Jeg åd, og jeg åd. Slik i rå mængder, og jeg tog selvfølgelig en masse kilo på. Samtidig blev jeg ældre og mærkede, at jeg blev mere og mere slatten i min krop. Til sidst kunne jeg ikke holde mig selv ud,” fortæller Gitte Vincents.

Hun klagede sin nød til to hjemmesygeplejersker, som hun havde mødt gennem sit arbejde som læge, og de tog hende med ud at løbe i skoven – den ene af dem var i øvrigt Lene Klærke, som er Mais mor.

Gitte Vincents satte sig det mål, at hun ville kunne løbe 5 kilometer. Det nåede hun ret hurtigt, og så blev målsætningerne skruet i vejret. 10 km, halvmaraton og til sidst maraton.

”Jeg blev helt bidt af det og løb mit første halvmaraton på Storebæltsbroen i 1998 og mit første maraton i Berlin to år senere.”

Alt i alt er det blevet til syv maratonløb i ind- og udland med New York Marathon som højdepunktet og med 4 timer og 22 minutter som bedste tid. Den opnåede hun som 46-årig i Odense. Dengang var store organiserede løb forholdsvis sjældne, og de få løb, der var, trak typisk mange hvalsøløbere af huse. Hvalsø Løbeklub kunne således levere både 20, 30 og 40 løbere til rejser til de store maratonløb i verden og til motionsløb rundt omkring i Danmark.

 Venskaber i løbeklubben

De mange ture og rejser var med til at skabe et godt fællesskab og sammenhold, og for Gitte er kombinationen af idræt og fællesskab vigtigt. For dem, der kender hende fra løbeture i skoven, er det velkendt, at Gitte er glad for at snakke og har en særlig evne til at tilpasse farten, så hun har luft til at kunne fortsætte sin talestrøm uden at skulle hive alt for meget efter vejret.

”Jeg løber helst med andre – især dengang jeg kunne løbe rigtig langt ude i skoven. Når vi trænede op til maraton, løb vi jo gerne 20-25 kilometer, og ofte løb vi to og to, som vi nu passede sammen i tempo. Så endte vi jo med at kende hinandens særheder og familier, og man fik alle de gode historier. Det var en fest. Hvor tit får man egentlig lov til at være sammen med andre mennesker i et par timer uden at blive forstyrret?”

Efter et par år som menigt medlem blev Gitte formand for løbeklubben, og det har hun været indtil nu. Hun har haft en helt klar idé med klubben.

”Hvalsø Løbeklub er ikke for eliten, men for alle os, der er blevet lidt for tunge i røven. Den skal være åben for alle, og der må meget gerne være et begynderhold hvert år, så vi kan få nye med i klubben,” siger hun.

”Og så skal vi have nogle gode fælles oplevelser. Vi er ikke lige så mange på ture og rejser mere, som vi var tidligere. Det er blevet lidt udtyndet, fordi der er så mange løb i dag, men jeg synes, at der helst skal være tilbud om nogle fælles oplevelser, ture og rejser. Det har jeg virkelig nydt – selv om corona har ødelagt en del det seneste år.”

Hvad giver løb dig?

”Luft, lys og fysisk aktivitet. Jeg er nødt til at komme ud for at rense hjernen, og jeg bliver deprimeret, hvis jeg ikke kan røre mig,” siger hun og tænker lidt.

”Jeg må da også sige, at jeg reelt har fundet mit netværk og mange af mine venner gennem løbeklubben. Og det at komme tættere på de mange søde og rare mennesker, vi havde mødt gennem løbeklubben, var en væsentlig del af forklaringen på, at vi valgte at flytte til Hvalsø”.

I det seneste års tid har en ondsindet sene i den ene balle holdt Gitte fra at kunne løbe. Det er blevet til mange gode gåture, men for tiden bliver det kun til lidt sparsom smålunten på turene. Skaden har ærgret hende, og hun har forbandet den langt væk, men så må den heller ikke fylde mere.

Det kan jeg ikke bruge mit liv på. Sådan er det nu engang, og jeg har haft mange gode løbeoplevelser. For mig har løb været krydderiet i mit liv. Jeg tror, at mange unge i dag bruger løb til at koble af i deres liv, når de lukker sig inde i deres egen boble med musik i ørerne. Men for mig har det været modsat. Verden åbnede sig på mine løbeture.”


Respekt for det oprindelige
Gitte Vincents fortsætter i bestyrelsen i Hvalsø Løbeklub lidt endnu og vil stadig være aktiv i klubben. Hun er kasserer og er samtidig en af de 14 tovholdere, som hver især er ansvarlige for udvalgte træningsaktiviteter. Gitte er tovholder for søndagsholdet, der primært går, mens Mai er tovholder for de tre løbetræningshold i Hvalsø by torsdag aften.

Men Gitte, hvorfor har du egentlig valgt at stoppe som formand?

”Fordi jeg mangler nye ideer. Jeg løber ikke selv så godt mere, jeg har fået børnebørn, og jeg er mere træt, når jeg kommer fra arbejde. Jeg synes ikke, jeg har energien længere, og der mangler noget nyt blod. En ny måde at gøre tingene på.”

Nu skal Mai så levere en del af det nye blod, og ideer har hun da også nok af. Men hun vil ikke kun forandre. Hun vil også bevare.

”Jeg vil holde fast i, at løb skal være for de mange. Løbeklubben er for trailløberne, for hurtigløberne, for løberne på torsdagsholdet og for dem, der kombinerer en løbetur i skoven med en badetur i Avnsø. Og der skal også være plads til dem, der helst løber alene og kun dukker op til nytårsløbet. Der er mange typer af løbere, og vi skal favne dem alle,” siger Mai Klærke Mikkelsen.

Formandsskiftet skal derfor ikke opfattes som et opgør med løbeklubbens traditioner. Faktisk tværtimod. Mai vil gerne introducere nye tiltag, for eksempel foredrag om løb, men hun vil gøre det ved at bygge oven på Hvalsø Løbeklubs småanarkistiske kerne og store vægt på fællesskab.

”Jeg vil gerne holde fast i det utroligt gode arbejde, som Gitte og de andre har opbygget. Jeg kan godt lide, at Hvalsø Løbeklub dyrker løbeglæden og er åben og meget lidt formalistisk – hos os handler det ikke om administration og medlemskort og kontingenter. I mange af de mere organiserede løbeklubber, som jeg er stødt på, synes jeg, at der er lovlig meget vægt på formalia og kæft, trit og retning.”

Men nogle forandringer vil der komme – faktisk er de allerede begyndt. Tovholdermodellen, hvor forskellige ildsjæle er ansvarlige for enkelte træningsaktiviteter, skal udbygges fremover, så nye aktiviteter og løbere bliver favnet. Det kan for eksempel være træningsaktiviteter med løb, leg, hop og dans for forældre og børn.

”Vi skal meget gerne have nogle flere til at stille op som frivillige og tovholdere. Og tovholderne må meget gerne være mere udfarende, nu hvor coronarestriktionerne så småt bliver lempet, og vi igen må samles flere. Det kunne være fedt, hvis tovholderne gjorde opmærksom på deres træningsaktiviteter, så nye løbere ved, hvem de skal henvende sig til, og hvor og hvornår de skal dukke op. Vi skal gerne have styrket vores information, for der kommer jo hele tiden nye mennesker til, som måske godt kunne tænke sig at blive en del af løbeklubben.”

Gitte nikker og lytter med tydelig tilfredshed til sin arvtager. For en stund er hun tavs – men kun en kort stund, så kommer det:

”Mai er et fund for løbeklubben. Jeg er så glad for, at det er hende, der skal være formand, for hun er helt fantastisk. Hun er fuld af energi og gode ideer, og hun er et meget dejligt og rummeligt menneske. Vi er så heldige, at hun vil være vores formand,” siger Gitte Vincents.

Så tilføjer hun:

”Og hun er en meget bedre løber, end jeg nogensinde har været.”

{module title="Faktaboks_Lobeklubben"}