Løb & Styrke er i gang igen
I går, torsdag den 3. september, startede Løb & Styrke op efter sommerpausen.
Fra september - og frem til trailløberne går på vinterpause - træner holdet torsdage kl. 17.30.
Derefter rykker Løb & Styrke til tirsdage 17.30, hvor der er mulighed for at bruge ’Giraffen’ i
Hvalsø Hallen. Når vejret er godt, foregår træningen selvfølgelig fortsat under åben himmel.
Træningen byder på en god blanding af løb, styrke og puls - og der er plads til både grin og
ømme muskler undervejs. Følg med i Facebook-gruppen Hvalsø Løbeklub Løb & Styrke, hvor
der løbende kommer information om træningen.
I aften: Hvalsø Kulturnat
I dag, fredag den 4. september, er der Kulturnat i Hvalsø – og Hvalsø Løbeklub er med. Vi har
en stand i Hovedgaden, hvor besøgende kan møde os og høre mere om klubben, vores
forskellige træningsfællesskaber og aktiviteter.
For løb handler selvfølgelig om kilometer og bevægelse - men mindst lige så meget om
fællesskab. Det vil vi gerne vise frem til resten af Hvalsø. Så kommer du forbi Kulturnatten, så
kig ind og sig hej.
I morgen går det løs i Sagnlandet
Lørdag 5. september afholder vi årets løb i Sagnlandet. Årets rute er på 4,25 km og kommer
bl.a. forbi Offermosen, Danselabyrinten og broen på Den Vilde Vej. Ruten er kuperet og byder
på en god blanding af varierende underlag og flotte omgivelser.Man kan løbe fra 2 runder og opefter, og som noget nyt er der i år også mulighed for ultra (som
kan fortsætte så langt, de kan inden for tidsgrænsen på 6½ time). Prisen er 200 kr. og
inkluderer entré til Sagnlandet, medalje og - hvis vi selv skal sige det - et helt fantastisk depot.
Sagnlandet-løbet er et oplevelsesløb, hvor turen, naturen og stemningen vægter højere end
sluttiden. Parken er åben for almindelige gæster, så vi deler området og viser selvfølgelig
hensyn undervejs.
Du kan finde mere information om de mange skønne Cannonball løb i Hvalsø Løbeklub på
klubbens hjemmeside under Hvalsø Cannonball.
Klubtøj
Vil du have Hvalsø Løbeklubs farver med ud på løbeturen, er der mulighed for at bestille
klubtøj gennem klubben.
Vi samler løbende bestillinger, og Gitte står for at koordinere dem. På klubbens hjemmeside
under Om klubben - Klubtøj kan du se udvalget og læse mere om bestilling.
Hold øje med klubbens Facebook-gruppe, hvor vi melder ud, når næste fælles bestilling
nærmer sig.
Lejre → Hvalsø: 5 års jubilæum
Lørdag 3. oktober er det igen tid til vores sociale tur fra Lejre til Hvalsø – og i år kan turen fejre 5
års jubilæum.
Vi starter kl. 9.15 fra Lejre Station og følger Skjoldungestien tilbage mod Hvalsø. Hele turen er
ca. 15,5 km.
Det er en social tur og ikke et løb, så der skal være plads til at nyde vores fantastiske
lokalområde, få snakket undervejs og tage et par billeder. Vi sørger for ét til to depoter på ruten
og for kaffe og kage, når vi lander ved Skovvejens parkeringsplads i Hvalsø.
15,5 km er heller ikke et krav. Man kan sagtens støde til undervejs – fx ved Sagnlandet – og
tage resten af turen derfra.
Turen er åben for både løbere og gående, og det koster ikke noget at deltage. Der er heller ikke
krav om tilmelding, men skriv meget gerne, at du kommer, når begivenheden deles på Hvalsø
Løbeklub Facebook.
Så hiv fat i din løbemakker, dit løbehold eller gåhold – og lav en date den 3. oktober.
Træning i Hvalsø Løbeklub
Hvalsø Løbeklub udgøres af mennesker, der elsker at løbe - på mange forskellige måder,
underlag, distancer og tempi.
Nogle af vores løbefællesskaber ligger fast uge efter uge, mens andre ture bliver aftalt mere
spontant. I Hvalsø Løbeklubs Facebook-gruppe kan du følge med i forslag til løbeture, events
og konkurrencer, sociale aktiviteter og meget andet.
Vi har samtidig en række faste fællesløb og træningshold, som er åbne for nye løbere. Der er
forskel på både distance, tempo, underlag og træningsform, så der er gode muligheder for at
finde et fællesskab, der passer til dig.
På hjemmesiden under Træning - Fællesløb & træningshold finder du den aktuelle oversigt.
Her kan du læse mere om de enkelte hold og finde tovholderne, som du altid er velkommen til
at kontakte, hvis du er i tvivl om fx distance, tempo, rute eller mødested.
Og kender du én, der går og overvejer at begynde at løbe med os: Tag dem endelig med. Man
må gerne prøve sig frem og finde det/de løbefællesskab(er), der passer bedst.
Er du medlem af Hvalsø Løbeklub?
Hvalsø Løbeklub har godt 125 medlemmer, og vi glæder os altid til at byde nye velkommen.
Et medlemskab koster kun 50 kr. om året, og med dit medlemskab er du med til at støtte
driften af klubben og hjælpe os med at skabe aktiviteter, fællesskab og liv i foreningen.
Fællesløb og holdtræning er fortsat åbent for alle – også hvis man ikke er medlem – men
medlemskabet er en stor hjælp til at holde klubben godt kørende. Børn og unge betaler ikke
kontingent.
På klubbens hjemmeside under Om klubben - Medlemskab kan du læse mere og finde
tilmeldingsformularen. Når formularen er udfyldt, indbetales de 50 kr. til Hvalsø Løbeklub på
MobilePay 69422.
Og selvfølgelig… Nytårsløbet!
Vi glæder os allerede til den 31. december. Tilmeldingen til Årets Nytårsløb åbner meget snart
- og med et max antal deltagere, kan det være en god idé ikke at vente helt til årets sidste dage
med at beslutte sig.Konceptet bliver det, I kender og holder af, men måske med et lille ekstra twist og lidt mere
skæg og ballade i år. Mere følger meget snart.
Tak til alle jer, der løber med, arrangerer, tager initiativ til en tur, står ved et depot, bager en
kage, tager imod nye løbere eller på anden måde er med til at skabe Hvalsø Løbeklub.
Vi glæder os til et efterår med masser af kilometer, fællesskab og gode oplevelser.
Vi ses i farten
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Hvalsø Løbeklub
