Nyhedsbreve
Hvalsø Løbet april 2011
Skovløberen 2014

Nyhedsbreve

Nyhedsbrev nr. 83 - maj 2013

Så er vi nået til midten af maj, og nu er det næsten sommervejr - det var et kort forår vi havde i år!

Og forår og sommer betyder rigtig mange løb – både store og små – korte og lange!

Jeg vil lige gøre lidt reklame for nogle arrangementer i nærområdet i den næste lille måneds tid. Der er både lange og korte distancer.

Søndag d. 26. maj er der Slotsløbet i Tølløse. Løbet har helt nye flotte rammer med Tølløse Slot som central ramme. Der er mange nye tiltag og nye ruter, men stadig et løb for alle. Der er ruter for børn rundt i parken, mens de lidt større børn og voksne kan vælge mellem 5 km, kvartmarathon og halvmarathon. Børneløbet starter kl. 10, halvmarathon kl. 10.30, kvartmarathon kl. 10.45 og 5 km kl. 11.00. Ifølge hjemmesiden er det ikke et løb for babyjoggere og klapvogne! Vi er allerede mindst 7 løbere fra Hvalsø Løbeklub der er tilmeldt forskellige distancer.

Merethe sender senere rundt om fælles madpakkespisning J

Søndag d. 2. juni er der Vaffelløbet i Allindelille med start fra Allindelille Friskole. Det er Allindelille Idrætsforening der er arrangører – og det er i forbindelse med sommerfesten. Der er 5 km og 10 km – og man skal tilmelde sig via hjemmesiden senest d. 28. maj. Prisen er 50 kr. for et nummer og der vil kun være enkelte startnumre til salg på selve dagen. Så koster de 75 kr. Starten går kl. 11. Det bliver et lille hyggeligt løb som både Jakob og jeg er tilmeldt. Så lad os se om der ikke kan komme mange Hvalsø-bluser!

Søndag d. 9. juni Har vi vores eget Hvalsøløbet i Hvalsø med start fra P-pladsen ved Storskoven. Der er 5 km og 10 km – og der er vand og frugt når I kommer i mål. Løbet starter kl. 10, men kom i god tid og køb nummer – varm op – tjek konkurrenterne – snak med naboen - osv. Vi håber at rigtig mange fra Begynderholdet kommer og tager udfordringen op!

Tirsdag d. 11. juni er der Parkstafetten i Roskilde. Det er et løb med 4 løbere per hold – og så spiser vi madkurven sammen bagefter! Hvis du vil med så skynd dig at skrive til Kristian og Yvonne og meld dig til. De sætter holdene og ordner det hele – undtagen selve løbeturen – den står du selv for!

Dette er kun de løb der er her i området – uden alt for lang transport. Men der er masser af løb hele sommeren og ind i efteråret. Du kan se hvem der er tilmeldt forskellige løb på Hvalsø Løbeklubs hjemmeside under menupunktet Diverse – Hvem deltager i hvilke løb. Hvis du selv kender til et løb du synes lyder spændende – eller er tilmeldt et løb, så skriv til mig på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. så sætter jeg det på listen så andre også kan blive inspireret. Det gør ikke noget at det er langt væk – vi er mange der rejser langt for at få lov til at løbe!

Vi ses i farten hen over sommeren

Pia

Nyhedsbrev nr. 82 - marts 2013

…. det kan da ikke være rigtigt det bare skal være sne frost – det er jo snart påske!

Hvad er der af planer for foråret? Du er meget velkommen til at sende opfordringer om løb og fællesture - - eller sende referater af de løb du har været med i. Og det gælder også løb på 5-10 km – det er IKKE kun marathon det gælder

 Vi får indimellem invitationer og de mere lokale og specielle lægger jeg selvf. på hjemmesiden

… se bla. Biathlon i Osted  27-28. april– ja skiskydning kender de fleste, men her er det så kombinationen af løb og skydning  - spændende tiltag – se mere her

Her i Marts er der flere marathon folk i gang igen i Rom og ved Ringe se her

7. april tager mange til Jægerspris og løber 10 eller 21 km i Grevinde Danner se mere her

21. april starter vi begynderhold igen se mere her

 

Forårshilsner

Gitte V

Nyhedsbrev nr. 80 - December

Nu er julen vel overstået – gaverne er pakket ud – byttemærker er tjekket – konfekten er spist – så nu er der ikke flere undskyldninger for ikke at komme i løbeskoene og få lidt frisk luft. Har hørt at skoven er smattet og med lidt is, men cykelstierne rundt i området er rigtig gode at løbe på. Ude på de åbne stykker kan man også få lidt glæde af vinden!

Det ser ikke meget ud til at der bliver mere skiløb i skoven i denne omgang – det har ellers været forholdsvis godt skiføre et par uger.

Det nærmest forestående er jo vores eget nytårsløb fra parkeringspladsen – der er 5 og 10 km og det koster  25 kr. uanset distance, hastighed og alder. Vanen tro er der medaljer til børnene – og i mål er der champagne og Lones hjemmelavede kransekage. Så mød op i god tid – der plejer at være kø ved indskrivningen.

I januar er der en lille flok der tager til Vejle for at løbe Dr. Nielsens Hyggemarathon – har hørt fra andre at det er et smukt lille løb med max 400 deltagere.  Håber der kommer beretning fra turen.

Vores interne vinterhalvmarathon plejer jo at starte og slutte på Bjergskovvej, men denne gang kan Ann og Erik ikke huse os, så det sædvanlige arrangement bliver ikke til noget denne gang. Men måske en anden har lyst til at lægge hus til – måske vi bare skal mødes et sted og løbe turen for hyggens skyld og så droppe spisningen bagefter – måske der er nogen der har lyst til at lave en anden rute – hvis nogen har lyst til at tage initiativ til noget, så sig til. Vi er i hvert fald en del der synes at vi under alle omstændigheder skal holde et hyggeløb. Og datoen plejer at være i begyndelsen af februar, så den 2. eller 9. februar skulle passe uden om alt for meget vinterferie og jagt i skovene.

Sluttelig vil jeg bare ønske alle et rigtig godt og lykkebringende nytår – håber vi ses i 2013 til en masse hyggelige kilometer.

 

Hilsen Pia

Nyhedsbrev nr. 81 - februar 2012

Nu glæder jeg mig til snefri skovstier! Spikes skal pakkes væk…..
 
Løb
Mange Hvalsøløbere tager snart til Grevinde Dannerløb  – du kan stadig nå det!
 
Var du ikke selv med så check lige Vinterhalv – et godt arrangement omkring Merløse
Ligeledes Dr. Nielsens Vinterhyggemarathon ved Vejle.
 
Begynderhold
Vi regner med igen at starte begynderhold på samme måde som de tidligere år – vil du hjælpe til? Det vil være skønt, om I der startede sidste år også kommer igen og starter på ny/hjælper til send mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 
Hvalsøløbene
Vi har netop haft møde i Foreningen Hvalsøløbene – har du interesse i regnskab så læs mere her
Vores økonomi er ok – så vi kan fortsat støtte aktiviteter omkring løb i Hvalsø

Vi vil afholde 2  Hvalsøløb nemlig d. 9. juni og selvfølgelig d. 31. december!

Også børneløb 5. maj fra hallen på korte distancer fra 1,25 til 5 km. – og glæder os til at se mange af jer(es) børn(ebørn).
Vi forhører på andre arrangementer om bla. trailrunning og mindfull running  – endnu ikke tilsagn.
 
Vi ses i farten
Gitte

Nyhedsbrev nr. 79 - November

Årets julefrokost blev i år aflyst, men efter lørdagens løbetur den 24. november, var der et hyggeligt traktement på P-pladsen, med Gløgg, æbleskiver m.m.

Den eftertragtede ”Musvåge” der gives for et år ad gangen for særlig positiv indsats gik i år til Hother for hans store hjælp og opbakning til løbeklubben.

Den knapt så eftertragtede men dog ganske nydelige ”Klods” gik til Mogens for ekstraordinær klodset måde at smide bilnøglen væk på.

Begge de to hædersbeviser videregives om et år til andre der gør sig fortjent.
 
VM i Danmark
Husk Nytårsløbet 31.12.2012 er åbent for tilmelding. Der plejer at komme mange.  Løbet er på 5 eller 10 km og starten er fra Parkeringspladsen. Der er ud over frugt og vand i dagens anledning også Champagne og kransekage. Det er så efter løbet. Man skal yde før man kan nyde!

Så har vi et VM i Danmark med åben tilmelding  på http://www.copenhagen2014.dk/Cms/  Det er et ½ marathonløb, hvor eliteløberne stiller talstærkt op. Det gør Hvalsø løbeklub også. Der er 41 løbere som har sikret sig et startnummer via gruppetilmelding.  Du kan dog nå det endnu med individuel tilmelding på hjemmesiden senest den 29.11.2012.

Hjemmesiden: Lars Merrald er i gang med at sætte hjemmesiden op i et nyt system, hvilket betyder at den ændres lidt.  Det vil ske om ca. en uge.

Udover det faste løb lørdag morgen kl. 9.00 er der hver onsdag kl. 17.30 mulighed for at løbe sammen. Det foregår også i skoven fra P-pladsen. Da det er mørkt løbes der med pandelamper, hvilket giver en speciel stemning.

Deltagere i kommende løb
 
På hjemmesiden kan man altid se hvem der deltager i kommende løb og der er flere der er tilmeldt eller overvejer løb rundt omkring. For blot at nævne nogle få er der deltagere på Marathon distancen i København, Helsinki og Berlin, samt Hamborg d. 21.4, hvor der også er mulighed for at deles om Marathon distancen på et stafethold.

Få timer med lys
Måske er det lidt svært at få løbet når der er så få timer med lys, men når man først kommer af sted så er det jo fint. Husk refleksvest, baglys og pandelampe, så kan det ikke gå helt galt.

Skisæsonen er ikke rigtig startet endnu, men der er flere der har forskellige udfordringer at se frem til som fx Vasaloppet om 100 dage, hvor vi er 6 fra Hvalsø løbeklub der stiller op. Vi er flere der træner hele året på rulleski. Lars og Mogens deltog i august i Alliansloppet i Sverige, hvorfra denne lille video stammer. Sæt lyd på og mærk stemningen fra Nordeuropas største rulleskiløb.  Det tager kun lidt over et minut.
 
Vi ses i farten
Mogens

Nyhedsbrev

Ønsker du at være med medlem af Hvalsø Løbeklub eller bare holde dig opdateret med hvad der sker i klubben, så tilmeld dig vort nyhedsbrev.
captcha