Løbsresultater
Hvalsø Løbet april 2011
Skovløberen 2014

Løbsreferat Kiel

Kiel Marathon 24. februar 2018

Af Morten Harboe-Jepsen

Vi var et samlet rejseselskab på i alt 16 personer fra forskellige løbeklubber og Cannonballs løb, som havde sat hinanden i stævne i Kiel. Vi var bl.a. fem løbere fra Hvalsø Løbeklub, en fra henholdsvis København og en fra Jylland og en stor gruppe fra Vestsjælland. Ingen kendte alle, og enkelte kendte ingen, der var derfor god plads til at lade nysgerrigheden være drivende for at lære andre nye løbere at kende. Det var ikke overraskende en kanongod tur!

 

Selve Kiel Marathon består af fire løb; 10 km walk, 10 km samt halv- og helmaraton. Løbene startede på forskudte tider, hvor 10 km’erne startede kl. 10, og halvmaratonløberne som de sidst kl. 11:25.

Over de sidste uger har vi skrevet lidt sammen og fået bestilt det samme hotel, udarbejdet et fælles program og en kørselsplan, og vi havde sat hinanden i stævne kl. 15.30 i Kiel om fredagen. Vi kørte uafhængig af hinanden i fire biler mod Tyskland.

Ved ankomsten fik vi fordelt værelserne og enkelte nåede at køre ruten igennem, inden vi kl. 17:00 i samlet flok hentede vore løbenumre på Expo-udstillingen. Inden da måtte én af deltagerne skyndsomt ud at købe nye løbebukser, da hun ved pakningen havde forvekslet bukserne med en løbevest – heldigvis lykkes det hurtigt at få munderingen på plads. Udstillingsområdet på Expo’en var meget hurtigt overskuet, der var nemlig kun én udstillingsstand, en salgsskranke og én pastabod. Vi benyttede lejligheden til at tage et fællesbillede og spiste næsten al slikken i salgsskranken 😊 (skålen er stadig fuld på billedet).

Alle os som rejste sammen – Claus gemmer sig bag Jan.

Expo området

Vi gik herefter i samlet flok til Tonis Restaurant, hvor vi i forvejen havde bestilt bord. Her fik vi rig mulighed for at lade snakken gå og lære hinanden bedre at kende. Der blev både grinet og udvekslet gode anekdoter samt snakket meget både på langs og henover bordet. Maden var desuden god og omgivelserne perfekte. Det var således nogle rigtige hyggelige timer vi tilbragte sammen.

Fællesspisning fredag aften

Vores ”program” sluttede efter spisningen, hvor vi var nogle som returnerede til hotellet for at forberede os til lørdagens løb, mens andre lige mente de først skulle have en is og lidt øl, inden de var klar til at vende tilbage til hotellet og forberede sig til løbet.

På løbsdagen mødtes vi ved morgenbordet, hvorfra vi i grupper - efterhånden som de forskellige distancer havde startertider - gik til startområdet, som blot var 300 meter fra hotellet.

Startområdet – så er Jan klar!

Maratonen, som havde 350 deltagere, løbes fra egen startlinje og 4 gange rundt på en 10,6 km rute. Halvmaratonløberne, som udgjorde 600, startede fra samme startlinje og skulle 2 gange rundt. 10 km-løberne, som udgjorde 800, startede fra egen startlinje, der var 600 meter længere fremme på ruten. I praksis betød tidsforskydningerne, at maratonløberne indhentede en del af 10 km feltet inden slutningen på deres runde, og derefter løb fronten af maratonløberne et pænt stykke op i halvmaratonfeltet, endelig indhentede de forreste maratonløbere på 3. omgang halen på maratonfeltet. Feltet blev derfor undervejs blandet med mange forskellige løbere og distancer.

På løbsdagen var vejret ved starten minus 1-2C, flot himmel med sol og en pæn blæst fra øst (ude fra havet). Undervejs skiftede blæsten retning, hvorved vi havde en kold side- og modvind. Enkelte gange kom der en snebyge forbi, men aldrig i længere tid. Vi var forberedte på vejret og havde derfor garderet os med det rigtige løbetøj.

Starten skete til tiden (kl. 10.40 - helmaraton) med en fælles starttid – tiderne blev ikke korrigeret for den faktiske tid, hvor løberne passerede startlinjen.

De første 4 km foregik langs vandet op langs havnen og havnepromenaden frem til Kiel Flådestation, hvor der var et vendepunkt med et depot – herefter gik turen 5 km af samme strækning tilbage til ”bunden” af havnen (centrum), hvor der igen var et vendepunkt – herefter løb vi langs havnen tilbage til startområdet – umiddelbart før startområdet fandtes det andet depot. Herefter gentog turen sig som sagt i alt 2 eller 4 gange. 10 km-løberne sluttede efter deres runde.

Udsigten over havnen fra startområdet

Ruten er tilrettelagt på den måde, at Kiel bliver præsenteret på en lang strækning langs vandet, hvor Kielerbugten, havnefronten, skibs- og ubådsværfter, havneterminaler, strandvejsvillaer og flådestationen kunne betragtes. Ruten er desuden ideel til at hilse på hinanden, der løbes som beskrevet i begge retninger på hele ruten. Vi fik derfor, ligesom alle andre, rig mulighed for at hilse på hinanden undervejs og benchmarke vores placering mod de andres. Vi løb på asfalt og fliser.

Undervejs var det sparsomt med publikum, men til gengæld benyttede mange lørdagen til at promenere på havnefronten, hvilket gav en speciel oplevelse for os løbere, da vi bevægede os mellem gående familier, cykler, hunde og barnevogne.

Et stemningsbillede fra ruten

I mål og stadig frisk!

Efter endt løb returnerede vi i den rækkefølge vi kom i mål tilbage til hotellet, hvor vi havde adgang til brusebad. Vi fik god mulighed for at lykønske hinanden og vende vores oplevelser, inden turen igen gik retur til Danmark. Vi nåede ovenikøbet at runde Burger King i Aabenraa på vejen hjemad.

Jeg var hjemme igen kl. 20.15.

Jeg er synes, at det var en superhyggelig tur, hvor jeg lærte nye og sjove løbere at kende.

Det var mit 3. Kiel Marathon, hvorfor jeg på forhånd kendte ruten, men trods det synes jeg faktisk også, at løbet var en god oplevelse.

Snakken går allerede på en gentagelse – hvor skal vi mon hen næste gang? Flensborg og Rostock er allerede nævnt, men i første omgang ses vi jo den 17. marts til Hvalsø Cannonball – de 4 årstider - http://hvalsoe-loebeklub.dk/index.php/canonball/generel-information

Der er i øvrigt plads til flere på vores næste tur – så hvis du vil med, skal du blot hægte dig på. Hele turen blev i øvrigt gennemført for pænt under 800 DKK pr. person (alt inkl.)

Tak for en god tur!

Morten Harboe-Jepsen 27. februar 2018