Skip to main content

Til inspiration

- en erfaring jeg vil videregive omhandlende løb 6 km 2 gange om dagen. (ikke nødvendigvis hver dag)

 

Jeg har løbet i mange år og har aldrig slavisk fulgt et træningsprogram, men gerne brugt det som inspiration. Det skal dog siges at jeg altid løber en del, Det bliver til ca. 30- 40 km om ugen om vinteren stigende til ca. 50 km om sommeren. Turene er fordelt på 3 til 4 gange om ugen.  Dog har jeg op til et maratonløb altid trappet det ugentlige km tal op til ml. 60 og 90 km om ugen fordelt på 5-6 gangen om ugen.  Det har gerne været stigende fra ca. 12 uger før maratonløbet.

 


Dette er tænkt som en inspiration til at finde sin egen måde til at få variation  til træningen.

 
Det jeg vil frem til er at det efter min mening er muligt at ændre på løbevaner og træningsmåder og afprøve nye ideer.  Det gælder uanset hvilket ambitionsniveau man har.

 
Sidste år til broløbet fik jeg et eksemplar af ”Løb magasinet” hvor en artikel om Peder Troldborg virkede meget inspirerende på mig. Troldborgs træning bestod udelukkende af korte løbeture på 7 – 8 km. Til gengæld løb han 12 til 14 gange om ugen, idet han hver dag løb til og fra arbejde. Hans resultater var 2.26 på New York Marathon som bedste dansker.

Nu var mit ambitionsniveau noget mindre, men jeg lod mig alligevel inspirere til at træne anderledes, end jeg var vant til  Dels havde jeg lidt småskavanker ved de lange ture og dels stod jeg foran et efterår med mindre fritid.

Jeg gjorde så det at jeg løb til og fra arbejde en til to gang om ugen hele sidste efterår og frem til jul. Det er 6 km hver vej. Det var meget tidsbesparende, idet det ikke tager voldsomt meget længere tid end at cykle og man har ingen spildtid med lige at trække tiden ud. Det er bare af sted.

Jeg løb selvfølgelig også mere almindeligt ved siden af, men disse træningsture blev en vigtig træning fordi de var forholdsvis korte og med lidt mere tempo på. En sidegevinst var at mit løb generelt blev hurtigere, selvom antal kilometer pr. uge var noget mindre.

 
Efter jul blev det så mest skiløb og træning til Vasaløbet. Det er i øvrigt også sjovt, men jeg er nu begyndt at løbe til og fra arbejde igen.


De 6 km passer fint til mig. Hvis man nu  løber mindre pr uge og har lyst til at prøve noget lignende kan man jo passe det til. Jeg er overbevist om at  også 3 km 2 gange om ugen med lidt hurtigere tempo end normalt vil trække tempoet op generelt.

 
En anden inspiration har været at lægge tider ind på løbskalenderen.

Den findes på www.motionsdagbog.dk  Her skrives tider og km og man ser straks sine km tider og kan se om man kan løbe fra sig selv i gårsdagens version.

 
Min konklusion og erfaring er,  at det fortsat er muligt at finde nye inspirationskilder til sin træning. Da jeg begyndte at løbe i Hvalsø løbeklub virkede det meget inspirerende fordi jeg ikke plejede, at løbe sammen med andre. Det er fortsat en meget vigtig del at løbetræningen at mødes med andre løbere. Dels det sociale men også det at lade sig trække med lidt hurtigere op af bakken, end man ville nænne solo.
Bliv (gratis) medlem
Tilmeld dig nyhedsbrev!